Resistente bakterier bukker under for dansk forskning

Banebrydende, dansk forskning fjerner bakteriers multiresistens, så almindelig antibiotika igen kan bruges

Det er underordnet, om den syge patient aldrig selv har fået antibiotika-kure tidligere. Det er selve bakterietypen, der er blevet modstandsdygtig overfor medicinen. (Foto: Colourbox)
Det er underordnet, om den syge patient aldrig selv har fået antibiotika-kure tidligere. Det er selve bakterietypen, der er blevet modstandsdygtig overfor medicinen. (Foto: Colourbox)

Uhelbredelige bakterieinfektioner som stafylokokker, tuberkulose eller salmonella kan inden længe se sig slået af dansk forskning.

Medicinen ser ud til at være intet mindre end en revolution i kampen mod multiresistente bakterier, skriver videnskab.dk.

Lægemidlet, der muligvis allerede kommer i handlen inden for et par år, kan være løsningen til at behandle resistent tuberkulose, der årligt kræver to millioner menneskeliv.

Læs også: Livsfarlige bakterier hærger på sygehusene

Desuden vil også resistente stafylokokker, der er en af de største trusler mod patienter på hospitaler kunne blive behandlet med et skud almindelig penicillin.

Den nye medicin får bugt med de ellers så sejlivede baktusser ved at ødelægge den forsvarsbarriere bakterien har udviklet for at undgå, at antibiotika kommer helt ind i organismen, hvor den vil slå bakterien ihjel.

Fakta om resistens

Antibiotika som penicillin kan bruges til at slå bakterier ihjel. Men hvis man bruger meget af det, kan bakterierne efterhånden udvikle sig, så lægemidlet ikke længere bider på dem.

De er blevet modstandsdygtige, resistente, over for antibiotika. Bliver man ramt af en resistent bakterie, har lægerne dårligere mulighed for at behandle sygdommen. Det kan være livsfarligt.

Der har været flere udbrud af resistente bakterier på danske sygehuse. Det kan tvinge dem til at isolere et stort antal patienter. Samtidig må operationer aflyses på grund af smittefaren.

Kilde: Statens Serum Institut

0 kommentarer
Vis kommentarer