Vil smide 25 kg med falsk graviditetskur

27-årig familiefar lever af to æbler og 130 gram kylling gennem en hel dag. Kuren er decideret farlig og ulovlig

Et enkelt æblerov kan hurtigt give personer på HCG-'kur' mad til flere uger. (Foto: Colourbox)
Et enkelt æblerov kan hurtigt give personer på HCG-'kur' mad til flere uger. (Foto: Colourbox)

I løbet af et års tid var der løbet omkring 10 kilo ekstra på sidebenene. Dermed standsede badevægtens nål ved '110', når Jesper på 185 cm vejede sig. Men de ekstra kilo skulle væk - gerne hurtigt.

- Gennem nogle år har jeg haft lyst til at prøve HCG-kuren, og nu passede det ind i kalenderen. Det er ligesom et godt sted at kickstarte et vægttab på, siger Jesper til ekstrabladet.dk.

Læs også: Tab dig med falsk graviditet

Han indtager hver dag graviditetshormonet, HCG, der kendes fra kvinders urin, hvor det opstår naturligt, når de er gravide. Samtidig holder han en meget skrap sultekur på kun 500 kalorier om dagen.

- Jeg spiser ingenting om morgenen. Til middag spiser jeg et æble og 65 gram tørstegt kylling. Til aftensmad spiser jeg det samme, siger Jesper.

Svært at spise med familien
Han har ikke oplevet noget fysisk ubehag ved kuren, men det kan være hårdt mentalt.

- Det var svært at vænne sig til at sidde og spise aftensmad med resten af familien, når jeg kun måtte få et æble og lidt kylling, siger Jesper.

De ulovlige hormoner og øvrige ingredienser til kuren har han anskaffet via internettet. Bivirkninger som blodpropper, hårtab, brystspændinger, hovedpine, forstoppelse og kvalme afskrækker ikke Jesper.

Læs overlægens advarsel her til højre for artiklen

- Jeg har til en vis grad tænkt på risikoen. Men dosis er ret lille, og jeg synes, det virker relativt uskadeligt i forhold til andre slankeprodukter. De fleste har en eller anden form for bivirkning. Det farlige for mig er at spise så lidt om dagen, men du mærker jo hele tiden efter i kroppen, om den er ok, siger Jesper.

Læs også: Tab dig med ny slankekurs

Han påstår, at han overhovedet ingen bivirkninger har oplevet. Det eneste er, at han om aftenen er temmelig udmattet.

- Der er slet ingen energi til at dyrke motion under kuren. Energiniveauet er lavt, siger Jesper.

Hans ønskevægt efter 'kuren' er 85-87 kilo. På sigt må den gerne ryge endnu længere ned.

- Jeg håber ikke det bliver nødvendigt med en HCG-kur igen. Den har ikke afskrækket mig, men jeg håber, jeg fortsat kan tabe mig uden at snyde, siger Jesper, der 10 dage endnu skal leve af HCG, to æbler og 130 gram kylling om dagen.

Jesper er et opdigtet navn. Personens virkelige identitet er kendt af redaktionen.

Læs overlægens advarsel her til højre: For lidt protein er dødeligt

Hvilke erfaringer har du haft med HCG-kuren? Skriv en mail til journalist Marianne Vestergaard på mave@eb.dk

Overlægens dom: Totalt hul i hovedet

- Det er fuldstændig hen i vejret at gå på sådan en 'kur', lyder overlæge Steen Bønløkke Pedersens spontane reaktion, da ekstrabladet.dk ringer til ham for at høre hans mening om HCG-'kuren'.

- Det svækker ens muskler, når de ikke får nok byggesten i form af proteiner. Det gælder alle muskler i kroppen - også hjertemuskulaturen, siger overlægen, der til dagligt arbejder med fedme på Aarhus Universitetshospital.

Dødelige lynkure
- Da de første pulverkure kom frem for 20-25 år siden, døde folk simpelthen, fordi de ikke fik næringsstoffer nok, siger Steen Bønløkke Pedersen, der udover at have forsket i fedme også indstiller overvægtige til fedmeoperationer.

Han ser to hovedproblemer ved metoden:

- Dels er der ingen sikkerhed for, at kroppen får den næring, der er nødvendig. Dels er HCG er ikke frit tilgængeligt i almindelig handel, og når det købes uautoriseret online, kan der være tilsat hvad som helst. Du ved med andre ord ikke, hvad du propper i dig, advarer overlægen.

Livsstilsændring er nødvendig
- Sådan nogle lyn-kure giver måske et hurtigt vægttab, men kiloene vender tilbage, hvis du ikke laver noget om i dagligdagen, siger Steen Bønløkke Pedersen.

Han synes også, det lyder som en dårlig idé at springe morgenmaden over. Mange overvægtige spiser ikke noget om morgenen, og i visse tilfælde har indførelsen af morgenmad alene betydet et vægttab.

Nap en Nupo
Men hvis der er rygrad til at springe måltider, der skal spises med kniv og gaffel, over, så foreslår overlægen en pulverkur.

- Ved at tage en Nupokur er der sikkerhed for, at kroppen får den næring, den har brug for. Og på ti uger er det muligt at tabe 10 kilo, siger Steen Bønløkke Pedersen.

Der er ingen hurtig genvej til varige vægttab, og HCG-'kuren' er heller ikke en af mulighederne. Løsningen er ændring i kost- og motionsvaner, hvis drømmevægten skal holdes.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere