Sidste chance for tilskud til at skrotte oliefyret

Der er masser af penge tilbage i puljen til dem, som vil have tilskud til at skrotte oliefyret. Torsdag er sidste chance for at søge

Sidste chance for at få tilskud til at skrotte oliefyret er på torsdag. (Foto: Colourbox)
Sidste chance for at få tilskud til at skrotte oliefyret er på torsdag. (Foto: Colourbox)

På torsdag den. 30 juni er det absolut sidste chance, hvis man vil have tilskud til at skifte sit gamle oliefyr ud med et mere energirigtigt alternativ. Derefter bliver puljen lukket, selv om der stadig er knap 200 millioner kroner tilbage, skriver brancheforeningen Tekniq.

Læs: Prisen stiger på brusebade og varm mad

Puljen bliver lukket, fordi interessen for at søge ikke har været stor nok. Ifølge Energistyrelsen er det således blot 16.021 oliefyrsejere, der har søgt om tilskud, siden puljen åbnede 1. marts 2010.

– Men det kan stadig nås. Det kræver blot, at man indhenter et tilbud fra en installatør og senest med udgangen af torsdag sender ansøgningen ind til skrotningssekretariatet. Får man tilsagn, har man efterfølgende et helt år til at få oliefyret skrottet og tilskuddet udbetalt, siger Nils Lygaard, konsulent i teknisk afdeling i Tekniq Installatørernes Organisation.

Få op til 25 procent
Boligejerne kan få 10.000 kroner i tilskud, hvis de erstatter oliefyret med fjernvarme, 15.000 kroner, hvis de erstatter fyret med en luft til vand-varmepumpe og 20.000 kroner, hvis de skifter til en jordvarmepumpe. En fjerde mulighed er at få tilskud til 25 procent af indkøbs- og installationsomkostningerne, hvis de supplerer deres varmeforsyning med installation af et solvarmeanlæg.

– Hvis man har et oliefyr, der alligevel skal udskiftes om nogle år, kan man ligeså godt skifte det ud nu og få tilskuddet med. Det er der god økonomi i. Ved at skifte til en mere energieffektiv opvarmningsform sparer man også hvert år på varmeregningen, og så er investeringen faktisk hurtigt tjent hjem igen, siger Nils Lygaard.

Læs: Boligejere får varmechok

Sådan søger du
Ansøgninger om tilskud modtages på www.skrotditoliefyr.dk. Ordningen lukkes med udgangen af 30. juni, hvorefter de indkomne ansøgninger færdigbehandles.

Ansøgninger om udbetaling vil fortsat blive færdigbehandlet i takt med, at ansøgerne gør brug af tilsagnet. Tilsagn, der allerede er givet, vil være gyldige i et år fra tilsagnsdatoen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere