Farlige bakterier fundet i frugt og grønt

Flere udenlandske grøntsager indeholder farlige bakterier, viser en ny rapport. Især babymajs er synderen

Antallet af danskere, der får et maveonde efter at have spist grøntsager, er i vækst. (Foto: Thomas Borberg)
Antallet af danskere, der får et maveonde efter at have spist grøntsager, er i vækst. (Foto: Thomas Borberg)

Antallet af danskere, der får et maveonde efter at have spist grøntsager, er i vækst.

Det oplyser Fødevarestyrelsen, som lørdag offentliggør en rapport over antallet af forurenet frugt og grønt de senere år.

I løbet af 2009 og 2010 foretog Fødevarestyrelsen godt 1500 stikprøver fra grossister og importører, og her sporede man salmonellabakterier i et parti babymajs fra Thailand og høje niveauer af colibakterier i hver fjerde af de undersøgte 20 partier babymajs.

Læs også:Barn smittet med VTEC i Slagelse

Derudover blev der fundet bakterier af typen campylobacter i enkelte partier af bladgrønt, persille og forårsløg fra Italien og Danmark.

Til gengæld var der ingen salmonella i grøntsager og friske krydderurter fra EU, herunder Danmark.

Forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr fra SF kalder de forurenede grøntsager for uacceptabelt og vil nu kalde fødevareministeren i samråd.

- Den nuværende udvikling skal vendes, ellers ender vi med, at danskerne spiser mindre frugt og grønt, og det er bestemt lige så sundhedsskadeligt, siger Pia Olsen Dyhr.

Læs også:Endnu en dansker ramt af aggressiv tarmbakterie

Hos Dansk Gartneri lyder meldingen, at danske frugt- og grøntavlere har godt styr på fødevaresikkerheden.

- Forbrugerne kan reducere risikoen mest muligt ved at købe danske grøntsager, som i alle undersøgelser - også den seneste fra Fødevarestyrelsen - kommer ud som de sikreste, siger sekretariatschef i Dansk Gartneri, Flemming Nør-Pedersen.

Problemerne med forurenede grøntsager opstår, hvis de for eksempel bliver vandet med spildevand i fjerne lande, eller hvis grøntsagerne ikke håndteres hygiejnisk fra jord til bord.

Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at man altid skyller frugt og grønt, inden man putter det i munden.

Og babymajs og sukkerærter fra udlandet samt frosne hindbær til for eksempel smoothies skal have et kort opkog for at slå eventuelle bakterier og virus ihjel, lyder rådet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere