Barn smittet med VTEC i Slagelse

Den frygtede tarmbakterie har ramt et dansk barn, men embedslægen mener ikke, der er grund til panik

Både agurker og bønnespirer har fået skylden for den potentielt dødelige tarmbakterie. (Foto: Søren Østerlund/Jyllands-Posten)
Både agurker og bønnespirer har fået skylden for den potentielt dødelige tarmbakterie. (Foto: Søren Østerlund/Jyllands-Posten)

VTEC, tarmbakterien der har kostet 37 mennesker livet i Tyskland, er nu konstateret hos et barn i Slagelse. Embedslægen har adviseret forældrene til børnene på Centralsygehusets vuggestue og børnehave. Myndighederne maner til besindighed. VTEC er hyppigt forekommende herhjemme og der er ingen grund til panik.

Embedslæge Anette Lykke Petri understreger overfor DR Sjælland, at der ikke er tale om den farlige variant, der har kostet adskillige dødsfald primært i Tyskland. Embedslægen ønsker ikke at uddybe sagen af frygt for at skabe yderligere panik.

I følge overlæge på Slagelse Sygehus, Jørgen Engberg, er VTEC hyppigt forekommende herhjemme og det er typisk børn, der smittes.

- Vi ser den fra tid til anden i Danmark, også helt uafhængigt at smitteudbruddet i Tyskland. Den stammer fra drøvtyggere og rammer især mindreårige børn og her er der typisk tale om en relativ let maveinfektion, siger Jørgen Engberg til DR Sjælland.

I Tyskland er 37 mennesker blevet ofre for den farlige variant af VTEC, som ifølge myndighederne stammer fra bønnespirer fra en gård i det nordlige Tyskland. Over 3.000 mennesker er blevet syge af bakterien, der har spredt sig til 14 europæiske lande samt USA og Canada, oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere