Nyt kostråd på vej med kødgrænse

Når vi spiser for meget kød fra vores firbenede venner, øger det risikoen for kræft. Derfor er der nu en 'genstandsgrænse' for kød på vej

Der er intet galt med en dansk hakkedreng - den skal bare ikke på menuen alt for tit. (Foto: Thomas Borberg)
Der er intet galt med en dansk hakkedreng - den skal bare ikke på menuen alt for tit. (Foto: Thomas Borberg)

Anbefalinger som '6 om dagen' og 'Fisk to gange om ugen' er nogle af mantraene omkring kost. Og ligesom myndighederne anbefaler et maksimalt indtag af alkohol om ugen, så er der nu også en slags genstandsgrænse på vej for kød.

- Jeg er ret sikker på, at der kommer en anbefaling af, hvor meget kød det er optimalt at indtage, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen Else Molander til ekstrabladet.dk. I øjeblikket arbejder styrelsen på at opdatere de otte officielle kostråd.

Modsat hvidt kød som fisk og fjerkræ, øger såkaldt rødt kød – alt, der kommer fra firbenede dyr – risikoen for kræft i tarmen. Betegnelsen ’rødt’ kød henviser altså ikke til, om kødet er gennemstegt eller ej.

Læs også: Kød giver kræft i tarmen

World Cancer Research Fund har netop underbygget dokumentationen fra 2007 med anbefalingen om, at kødspisere maksimalt bør spise 500 gram rødt kød om ugen. Men om den officielle danske anbefaling kommer til at lyde på det samme, er endnu ikke på plads. Hvert år spiser danskerne i gennemsnit 39,8 kilo kød ifølge den seneste kostundersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet, og det giver på ugebasis 765 gram.

- Anbefalingen skal passe til danske spisevaner, for der er flere næringsstoffer som eksempelvis jern, det kan være svært at få nok af, hvis mængden af kød falder, siger Else Molander.

Læs også: Fuldkorn nedsætter risiko for tarmkræft

Kræft i ende- og tyktarm er en meget aggressiv form, og lidt over halvdelen med diagnosen kun lever fem år efter sygdommen er blevet konstateret. Samtidig er det den tredjemest forekommende type kræft, hvor de seneste tal i Cancerregistret fra 2009 viser, at i alt 4258 danskere fik diagnosen.

Heraf kunne en fjerdedel have været undgået ved den rigtige forebyggelse gennem eksempelvis kosten, har overlæge i Kræftens Bekæmpelse Anne Tjønneland ved en tidligere lejlighed sagt til ekstrabladet.dk

Dokumentationen bag World Cancer Research Funds anbefaling af maksimalt 500 gram rødt kød om ugen til kødspisere, er ligeså omfattende og velunderbygget som det datamateriale, der danner grundlag for rygerloven, mener professor dr. med. Ole Færgeman. Han har kritiseret de danske myndigheder, fordi de ikke har noget specifikt kostråd omkring kød.

Læs også: Kød og passiv rygning er lige farligt

Siden 2007 har det været kendt, at for meget kød øger risikoen for kræft i tarmen. Alligevel vælger myndighederne først at se på kostrådene nu.

- Vi har valgt at fokusere på andre måder at forebygge på. Eksempelvis ved at gøre det lettere at vælge fuldkornsprodukter, fordi det også nedsætter risikoen for cancer. Det handler ikke kun om mængden af kød, men ligeså meget om at spise varieret og holde en normal vægt, siger Else Molander.

De nye opdaterede kostråd vil efter videnskabelig gennemarbejdning være på plads sidst på året 2012.

Hvad mener du - er det en god idé med en slags genstandgrænse for kød? Skriv din kommentar herunder artiklen

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere