Fødevarestyrelse: Nu kan vi ånde lettet op

Fødevarestyrelsen vil mandag overveje sine anbefalinger efter søndagens mistanke mod tyske bønnespirer

De danske forbrugere kan formentlig ånde lettet op efter søndagens udvikling i udbruddet af VTEC-bakterier, mener beredskabschef Kim Vandrup Sigsgaard fra Fødevarestyrelsen.

De tyske myndigheder oplyser søndag, at et 'varmt spor' peger på, at bønnespirer fra en bestemt gård i den tyske delstat Niedersachsen kan stå bag bakterieudbruddet.

- Vi er rigtig, rigtig glade for, hvis der er kommet et gennembrud, så det her væmmelige udbrud kan blive stoppet, siger Kim Vandrup Sigsgaard.

Fødevarestyrelsen vil mandag revurdere sine anbefalinger for indtaget af tyske grøntsager.

Læs også: Tyske bønnespirer kan være VTEC-kilde.

- Mandag vil vi se på, hvad det er for nogle resultater, tyskerne har. Og på den baggrund vil vi se, om vi skal ændre vores anbefalinger, siger Kim Vandrup Sigsgaard.

Fødevarestyrelsens seneste advarsel er mod agurker, tomater og bladsalat fra Nordtyskland.

Kim Vandrup Sigsgaard tror umiddelbart ikke, at de mistænkte spirer har været solgt i Danmark.

- Vi har selv en produktion af bønnespirer i Danmark, så umiddelbart tror jeg ikke, der er nogen her i landet. Men det er kun en gisning, konstaterer beredskabschefen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere