Skilsmisse kan skade børn permanent

En skilsmisse hæmmer børns indlæring og sociale evner så meget, at nogle af dem aldrig når op på siden af deres jævnaldrende igen, mener forskere

Skilsmissebørn bliver indadvendte, har problemer med deres klassekammerater og kommer bagud i skolen. Nogle kommer aldrig op på siden af deres jævnaldrende igen. (Foto: Colourbox)
Skilsmissebørn bliver indadvendte, har problemer med deres klassekammerater og kommer bagud i skolen. Nogle kommer aldrig op på siden af deres jævnaldrende igen. (Foto: Colourbox)

Skilsmisse er hårdt for alle parter, men især for børnene. Det kan betyde varige skader på præstationen i skolen og børnenes sociale færdigheder, som ikke forsvinder, når støvet har lagt sig. Det viser ny, amerikansk forskning ifølge Daily Mail.

I studiet, der løb over fem år, fulgte man 3585 børn fra de var fire år gamle. Blev forældrene skilt, gik det ud over børnenes karakterer i skolen og børnene blev mere indadvendte og fik sværere ved at socialisere med andre. De følte oftere angst, ensomhed, lavt selvværd og tristhed.

Børnenes tilstand blev stabiliseret efter skilsmissen var overstået, men ifølge forskeren bag forsøget, Hyun Sik Kim fra Wisconsin-Madison universitet, 'forbliver børnene bagud i forhold til deres jævnaldrende fra intakte familier'.

Selve skilsmissen giver problemer
Tidligere forskning har peget på, at børn, hvis forældre endte med at blive skilt, var negativt påvirket af situationen i hjemmet i et stykke tid inden, forældrene besluttede at blive skilt.

Men i dette forskningsprojekt begyndte børnene først at få problemer fra det øjeblik, forældrene gik i gang med skilsmisseprocessen. Dette overraskede forskerne.

Som mulige årsager til børnenes problemer nævner forskerne stress over at se forældrene bekrige hinanden om forældremyndighed; ustabil boligsituation, hvor børnene bliver sendt frem og tilbage imellem de to forældre, økonomiske problemer på grund af ændring i indkomsten eller at far eller mor selv er ramt af en depression på grund af skilsmissen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere