Mæslinge-epidemi sender danskere på hospitalet

Danmark er ramt af en mæslingeepidemi, der er den største i 15 år. Børn bliver ikke vaccineret i tilstrækkelig omfang, siger Serum Instituttet

Mæslingesmitten bliver spredt, fordi for mange børn ikke har fået MFR-vaccinen. (Foto: Colourbox)
Mæslingesmitten bliver spredt, fordi for mange børn ikke har fået MFR-vaccinen. (Foto: Colourbox)

Danmark er stadig, i relativ ubemærkethed, ramt af det største udbrud af mæslinger i 15 år, med 76 påviste tilfælde indtil videre. Hos flere af patienterne har sygdommen udviklet sig alvorligt.

- En stor del af patienterne har været indlagt. Der er en del af de ramte, som er yngre voksne mennesker, og jo ældre man er, når man bliver smittet, jo værre er det at få mæslinger, siger Steffen Glismann fra Statens Serum Institut.

Epidemien skyldes, at for mange børn og unge ikke har fået MFR-vaccinen, som beskytter imod sygdommen, og det giver grobund for en epidemi, skriver Serum Instituttet i deres nyhedsbrev EPI-Nyt.

Mæslinger er potentielt livstruende, og kan give komplikationer som mellemørebetændelse, lungebetændelse, vejrtrækningsproblemer og behandlingskrævende diarre. Hos nogle få udvikler sygdommen sig alvorligt, hvor virus angriber centralnervesystemet og hjernen, og kan give varige men.

Får man mæslinger i voksen alder, øges risikoen for alvorlige komplikationer. 30 procent af dem, der er blevet smittet i det nuværende mæslingeudbrud, er over 18 år.

Læs: Mæslingeepidemi rammer hovedstaden

Vigtigt at få vaccineret
At forældrene ikke får vaccineret deres børn kan skyldes flere årsager.

- Nogle forældre er bevidst er imod vaccinen, af religiøse eller filosofiske årsager. Nogle er usikre ved vaccinen og har ikke forstået omfanget af, hvor alvorlig sygdommen er. Så er der en sidste gruppe, som simpelthen ikke får det gjort, fordi de har travlt og måske har en stor børneflok, siger Steffen Glismann.

Han mener, at der skal bedre information til, så forældrene bliver helt trygge ved vaccinen og sørger for, at børnene får den.

- Hvis der ikke sker en markant forbedring, må man forberede sig på, at vi får tilbagevendende epidemier. Jo længere tid der går, jo større kan de blive, fordi der bliver ophobet flere, som ikke er beskyttet imod sygdommen, siger Steffen Glismann til ekstrabladet.dk.

Målet er, at 95 procent af de danske børn skal være vaccineret imod mæslinger. Men under 90 procent af børnene får den første MFR-vaccine, som bør gives i 15-månedersalderen. Det opfølgende MFR-skud, som gives i enten 12- eller 4-årsalderen, har endnu lavere tilslutning, skriver Serum Instituttet i seneste nummer af nyhedsbrevet EPI-nyt.

Læs: Skynd dig at få mæslingevaccine

Dræber mange børn
Sundhedsstyrelsen opfordrer i lyset af mæslinge-epidemien læger til at være ekstra opmærksomme på, om børnene, som de møder i deres praksis, er vaccinerede. Unge voksne, der ikke er vaccineret eller har haft mæslinger, bør også blive MFR-vaccineret.

Det danske mæslingeudbrud er knyttet til en epidemi, som ifølge WHO har ramt store dele af Europa. På verdensplan dræber mæslinger årligt 1,1 millioner børn, og det er den 8. hyppigste dødsårsag på verdensplan.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere