Fedmeoperation reddede mit liv

Sidste udvej for Kim Poulsen var en fedmeoperation, og han forstår godt, hvis andre prøver at krybe over den nye BMI-grænse

Her ses Kim Poulsen efter operationen, godt 30 kilo lettere. (Foto: Privat)
Her ses Kim Poulsen efter operationen, godt 30 kilo lettere. (Foto: Privat)

Kim Poulsen er en taknemmelig mand. Han har nemlig smidt 30 kilo siden han i starten af marts fik foretaget en Gastric Bypass. Så han kan godt forstå, at nogen prøver at få et højere BMI for at blive godkendt til en fedmeoperation.

- Især når jeg ved, hvor meget, den har hjulpet mig. Men at spise sig til en operation er ikke den rigtige løsning, siger 26-årige Kim Poulsen.

LÆS OGSÅ: Overvægtige spiser sig til operation

Regeringen fremsatte i januar nye krav til fedmeoperationer som en del af deres spareplan. Tidligere lå BMI-kravet på 40, men det er blevet hævet til 50 for netop at mindske antallet af operationer. Det har medført, at flere overvægtige er begyndt at spise sig til et højere BMI, så de kan blive indstillet til en Gastric Bypass-operation.

Fedmeforsker lektor Thomas Meinert Larsen fra Københavns Universitet mener, at der simpelthen er blevet foretaget for lidt forskning i forbyggende fedmebehandlinger, hvilket gør, at der ikke umiddelbart findes andre alternativer end en operation.

Men for mange er en operation faktisk den eneste mulighed for at komme de mange kilo til livs. Kim Poulsen er en af dem, der har valgt at blive opereret.

Tog hele tiden på
En vægt på næsten 150 kilo gjorde, at Kim Poulsen fra Odense valgte at blive opereret. Han har i de sidste mange år kæmpet med en betydelig overvægt, og har nu takket være en operation tabt sig 30 kilo, og kiloene rasler fortsat af den unge fynbo.

- Jeg blev bare hele tiden større og større, jeg kunne slet ikke komme af med vægten selv om jeg forsøgte med kostomlægninger og motion, forklarer Kim Poulsen i dag til ekstrabladet.dk.

Til trods for at Kim Poulsen flere gange har haft held med at tabe sig, så er det oftest gået galt alligevel.

- Jeg tabte mig da, men hver gang gik det i stå, og så tog jeg bare endnu mere på, siger han og fortsætter:

- Til sidst kunne jeg bare ikke mere, jeg var bare løbet sur i det, siger han.

Lægen kæmpede imod
Da Kim Poulsen i oktober tog kontakt til sin egen læge for at høre mere om mulighederne for en operation, havde Kim Poulsen et BMI-tal på 48, hvilket på daværende tidspunkt var langt over BMI-kravet på 40.

- Da jeg kom op til min læge, fordi jeg gerne ville indstilles til en Gastric Bypass var min læge slet ikke med på ideen. Han går ikke ind for medicin og operation, når det kommer til overvægt. Han mener, at det skal komme naturligt, forklarer Kim Poulsen.

Men han gav dog ikke op, og blev ved med at holde på sin ret. Fynboen var ikke i tvivl om, at den operation var den rigtige beslutning for at komme de mange kilo til livs.

- Jeg blev bare ved, og min mor tog sig også en snak med min læge. Til sidst ændrede han mening, og jeg blev derefter indstillet, siger han glad.

LÆS OGSÅ: Overvægtige fanges i BMI-fælde

Operationen var det eneste rigtige
Kim Poulsen blev den 7. marts opereret, og kiloene har siden raslet af ham.

- Jeg har overhovedet ikke fortrudt det. Jeg er så glad og positiv. Den operation var den eneste løsning for mig, ellers ville jeg kæmpe med overvægt resten af mit liv, hvilket er helt uoverskueligt at tænke på nu, siger han.

- Nu skal jeg bare have fundet den rette vægt, men det kan jeg ikke gøre, så længe vægten bliver ved med at gå nedad, siger han.

Kim Poulsen vejede 148 kilo inden han blev opereret, og er nu nede på 118 kilo.

1 af 2 Her ses fynboen inden operationen, hvor vægten var oppe omkring de 150 kilo. (Foto: Privat)
2 af 2 Her ses Kim Poulsen efter operationen, godt 30 kilo lettere. (Foto: Privat)
0 kommentarer
Vis kommentarer