Et par kopper kaffe kan lindre folkesygdom

Dansk forsker har dokumenteret, at koffein kan hjælpe de mange danskere, der lider af åreforsnævringer i benene. Men de skal også selv hjælpe til

Et par kopper kaffe hver dag inden en gåtur kan gøre underværker for den kvarte million danskere, der lider af såkaldt vindueskigger-syge. Sygdommen, der også kaldes rygerben, skyldes åreforsnævringer i benene og betyder, at mange kun kan gå mellem 100 og 300 meter.

Men et tilskud koffein gør det muligt at gå længere. Det viser ny forskning af fysioterapeut, ph.d. Anne-Mette Momsen fra Center for Folkesundhed, der netop har offentliggjort sine resultater i British Journal of Surgery 2010.

- Når man kan gå længere, har man mulighed for at træne mere, og når man træner over smertegrænsen, dannes der nogle nye små blodkar, som forbedrer situationen for patienten med færre smerter, større aktivitetsradius og bedre liv, siger Anne-Mette Momsen.

Hendes resultater viser, at koffein svarende til to til tre kopper i gennemsnit forlænger gåturen med 140 meter.

- Oveni det, patienterne kan i forvejen, er det nok til at klare en almindelig hverdag, siger Anne-Mette Momsen.

Herhjemme kan koffein dog ikke købes som lægemiddel, så i stedet anbefaler forskeren kaffe.

- Der er andre stoffer i kaffe, som ændrer koffeinets virkning lidt, men det er det bedste råd, jeg kan give indtil videre, siger Anne-Mette Momsen.

Rygning, sukkersyge og manglende motion er blandt de væsentligste årsager til åreforsnævringerne i benene. Ud over at gøre hverdagen besværlig, kan det også føre til blodpropper eller amputation af benet.

Sygdommen starter allerede i 50-års-alderen, og ved pensionsalderen er mange typisk så besværede, at sofaen bliver det mest yndede opholdssted.

Og bliver man siddende i sofaen, hjælper kaffen ikke meget, advarer forskeren.

- Man skal op og i gang med at træne, og der har kaffen en effekt, siger hun.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere