ADHD-medicin til børn er under mistanke

Et kraftigt øget forbrug og rapporter om alvorlige bivirkninger får nu Lægemiddelstyrelsen til at sætte fokus på medicin mod ADHD

Bivirkningerne af ADHD-medicin skal nu undersøges nøje (Foto: Colourbox)
Bivirkningerne af ADHD-medicin skal nu undersøges nøje (Foto: Colourbox)

Antallet af børn og unge, der får medicin mod ADHD, stiger eksplosivt.

Det får nu sundhedsmyndighederne til at bebude, at de meget nøje vil overvåge de bivirkninger, der kan være forbundet med brugen af Ritalin og andre præparater mod opmærksomhedsforstyrrelser, skriver Berlingske Tidende.

Tidobling i antal af patienter
De seneste ti år er der sket en tidobling i antallet af patienter, som sættes i behandling med denne type medicin. I samme periode har Lægemiddelstyrelsen modtaget 183 rapporter om bivirkninger, hvoraf halvdelen betegnes som alvorlige og har ført til hospitalsindlæggelse, viser en opgørelse.

Mange vedrører psykiske bivirkninger som depression og selvmordstanker, men der er også rapporter om brystsmerter og hjertebanken.

- Når forbruget stiger så kraftigt, melder spørgsmålet sig, om det eventuelt også er for mange, der sættes i medicinsk behandling, siger overlæge i Lægemiddelstyrelsen Doris Stenver til Berlingske Tidende.

Op imod 25.000 børn og unge er i dag i medicinsk behandling. De 183 rapporter vedrører tilsammen 427 forskellige bivirkninger med hovedpine, svimmelhed, angst og træthed som de hyppigste.

0 kommentarer
Vis kommentarer