D-vitamin kan ikke forebygge kræft

Mennesker med høje D-niveauer i blodet får lige så ofte kræft, viser ny undersøgelse

Håbet om, at D-vitamin forebygger mod en række kræftsygdomme, svinder ind med ny forskning. (Foto: Colourbox)
Håbet om, at D-vitamin forebygger mod en række kræftsygdomme, svinder ind med ny forskning. (Foto: Colourbox)

Det giver ingen mening at tage et tilskud D-vitamin i håbet om, at det kan forebygge kræft.

En stor international undersøgelse viser, at det omdiskuterede vitamin ikke har nogen som helst forebyggende effekt på syv kræftsygdomme, oplyser Kræftens Bekæmpelse.

368.000 undersøgt i 33 år
Undersøgelsen bygger på blodprøver fra 368.000 personer i USA, Finland og Kina, som er fulgt i op til 33 år. Herefter sammenlignede forskerne D-vitamin niveauerne hos cirka 5500 deltagere, som havde udviklet syv specifikke kræftsygdomme, med en kontrolgruppe.

De syv kræftsygdomme var kræft i spiserør, mavesæk, bugspytkirtel, nyre, livmor, æggestok og non Hodgkin lymfom. De står tilsammen for cirka en fjerdedel af alle kræftdødsfald i den vestlige verden.

D-vitamin hjælper ikke på kræft
Konklusionen på undersøgelsen er klar: Personer med høje niveauer af D-vitamin fik lige så ofte kræft, som dem med normale og lave niveauer.

I Kræftens Bekæmpelse siger afdelingsleder Anne Tjønneland, at undersøgelsen er så stor, at man kan konkludere, at der ikke er nogen sammenhæng mellem lave niveauer af D-vitamin og risikoen for de pågældende kræftsygdomme.

- Vi må vi nok konstatere, at D-vitamin ikke er nøglen til at forebygge kræft, siger hun.

Raske har ikke brug for ekstra D-vitamin
Det er anden gang inden for en uge, at en undersøgelse gør op med de ellers højpriste effekter af D-vitamin. For nylig konkluderede DTU Fødevareinstitut, at der ikke er belæg for, at vitaminet forebygger en række sygdomme.

Derfor lyder anbefalingen, at raske danskere ikke har brug for et ekstra tilskud. Kun de, der sjældent opholder sig i solen, har mørk hud eller er tildækket med tøj, bør tør et tilskud.

Det samme gælder personer over 70 år, personer i risiko for knogleskørhed samt beboere på plejehjem.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere