Effekt af D-vitamin er stærkt opreklameret

D-vitamin kan hjælpe ældre mod knoglebrud. Men ellers står det mere end sløjt til med beviser for D-vitamins påståede effekt

D-vitamin findes i fede fisk og æg (Foto: Ole Lind)
D-vitamin findes i fede fisk og æg (Foto: Ole Lind)

Kosttilskud i form af D-vitamin sammen med kalk er rigtigt godt for ældre for at forebygge knogleskørhed og -brud.

Men ellers er D-vitamins højtpriste effekter på mange sygdomme stærkt overdrevne.

Det kan man konkludere af en ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.

- D-vitamin er udråbt som et vidundervitamin, der forebygger en lang række alvorlige sygdomme. Det er der ifølge vores undersøgelse ikke belæg for, siger seniorforsker Lone Banke Rasmussen fra DTU Fødevareinstituttet.

Godt for de ældre
Forskerne har sammenfattet den eksisterende seriøse viden og undersøgelser på området. Kun effekten til ældre og personer med risiko for knogleskørhed er der dokumentation for.

Der er dermed ifølge forskerne ingen beviser for, at D-vitamin, som det tit påstås i sundheds- og helseblade, forhindrer kræft. Nogle studier har antydet, at D-vitamin har gavnlig effekt mod hjerte-kar-sygdom. Men også her mangler der seriøse forsøg.

Viden mangler
Samtidig peger forskerne på, at negative effekter af for høje D-vitaminniveauer i blodet, som man kan risikere ved indtagelse af kraftige kosttilskud, ikke kan udelukkes.

Den nye rapport gennemgår også eksisterende viden om D-vitamin og astma, allergi, sukkersyge, multipel sklerose, luftvejsinfektioner, influenza og tuberkulose. Også her mangler der meget viden, og forskerne opfordrer til flere undersøgelser.

Anbefalingen er simpel:
- Raske danskere har ikke brug for kosttilskud med D-vitamin. I stedet bør almindelige raske mennesker under 70 år komme ud i solen nogle gange om ugen i sommerhalvåret. Selvfølgelig uden at overdrive solen, siger seniorforsker Lone Banke Rasmussen.

Samtidig er det en god idé at spise 200-300 gram fisk om ugen.

Gode råd til at undgå snotnæse

Afdelingslæge hos Sundhedsstyrelsen Thea Kølsen Fischer giver overordnet danskerne tre gode råd til at undgå influenza:

1. Vask hænder med sæbe ofte

- Det er helt banalt, men influenzavirus sætter sig på hænderne og smitter direkte, når du giver hånd til andre, og indirekte, når du for eksempel trykker et håndtag. Efter H1N1-epidemien er der rigtig mange steder blevet sat håndsprit op, og det er en god idé også at bruge det. Tør eventuelt dit tastatur af med sprit, hvis du deler pladsen med andre.

- Har du børn i institution, så vask hænder på dig selv og dem lige før, I går, når du henter dem, eller lige når I er kommet hjem.

2. Host i ærmet i stedet for hånden

- Det mindsker risikoen for at smitte ved berøring, og mange er blevet gode til det i forbindelse med sidste års influenza epidemi. I USA har man i mange år lært børnene at hoste i ærmet frem for i hånden.

3. Bliv hjemme, når du er syg

- Influenza spreder sig lynhurtigt på arbejdspladser og andre steder. Og bliver du sløj, så ring til lægen, før du møder op i venteværelset og smitter de andre. Lægen kan typisk vurdere, om det er nødvendigt at møde op. Sidder du i nærheden af nogen, der for eksempel nyser, så hold vejret et par sekunder, så du ikke indånder de millioner af viruspartikler, der spredes ved et nys.

- Det er både godt for børn og voksne at komme uden for og få frisk luft i influenzaperioden. Så undgår man såkaldt 'crowding' – sammenstuvning af mennesker – der øger risikoen for, at vi smitter hinanden.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere