Undgå denne helsekostbutik

Svensk helsekostbutik sælger ulovlige og farlige produkter advarer Fødevarestyrelsen

Mange helsekostbutikker går ikke af vejen for at bruge ulovlige metoder for at sælge deres produkter.

Tidligere har Ekstra Bladet afsløret, at 12 ud af 20 helsekostbutikker overtræder lovgivningen, når de anpriser virkningsløse produkter til slidgigtpatienter. Nu advarer Fødevarestyrelsen forbrugerne mod at købe kosttilskud fra endnu en helsekostforretning. Nemlig hjemmesiden www.svenskkosttilskud.dk.

Farligt og ulovligt
Fødevarestyrelsen har konstateret, at hjemmesiden blandt andet sælger produkter med indhold af synefrin og koffein i kombination. Produkterne er både ulovlige og farlige. Kombinationen af synefrin og koffein kan give hjerte-kar-lidelser, knogleskørhed og påvirke centralnervesystemet.

Hjemmesiden henvender sig til danske forbrugere, men er tilsyneladende registreret af en virksomhed i Sverige og ikke underlagt de danske myndigheders kontrol. Fødevarestyrelsen udelukker ikke, at hjemmesiden sælger andre sundhedsskadelige produkter. De svenske myndigheder er nu kontaktet og orienteret om hjemmesiden.

Pas på onlinebutikkerne
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at være meget forsigtige og søge grundige oplysninger om kosttilskud, hvis de forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker. Særligt skal forbrugerne være varsomme ved køb af kosttilskud på udenlandske hjemmesider. Hjemmesiderne er ikke underlagt de danske myndigheders kontrol.

Hvis man vil sikre sig, at et kosttilskud er omfattet af myndighedernes kontrol, kan man på hjemmesiden Altomkost.dk tjekke om kosttilskud er lovligt registreret hos Fødevarestyrelsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer