Ny træningsform skal bekæmpe zombier

En skole i USA træner deres elever i 'ZombieFit', så de er klar, hvis de døde vækkes til live og går til angreb

Er du klar til et angreb fra zombier? (Foto: AP)
Er du klar til et angreb fra zombier? (Foto: AP)

Er du klar til at forsvare dig selv, når de døde rejser sig fra deres grave?

Det er man på en skole i USA, hvor man forbereder sine elever på en zombie-invasion.

'ZombieFit' hedder det nye træningsprogram, som giver eleverne alle redskaberne til at overleve den åbenbart forestående zombie-invasion. Programmet er nu blevet indført på skolen St. Charles i Illinois, USA, skriver www.wired.com.

- Det handler om at være hurtig og effektiv i sine bevægelser, siger træningsinstruktør Jesse Randall.

- Hvis zombierne kommer, bliver du nødt til at spare på din energi, tilføjer han.

Sådan sikres menneskets fortsatte eksistens
For at gøre det så realistisk som muligt, foregår træningen i et opstillet skumgummi by-miljø, hvor eleverne kan træne deres manøvreringsevner. Programmet indebærer også konditionstræning og vægtløftning.

Følgende trin skal klares, før man er fuldt ud rustet til at kæmpe mod zombierne.

1. Klatre teknik

Zombier er ikke særligt livlige eller hurtige, så at klatre over barrierer er en vigtig undvigelsesmanøvre. Øv dig på en væg, som er en smule mindre end dig selv i højden.

2. Frit fald

At hoppe ned fra et tag kan give en et midlertidigt pusterum, men brækker man et ben ved landingen, så er man zombie-middag. Land rigtigt ved at sprede benene ud og ramme jorden med fodballen.

3. Forhindringer

Løb på en bane med forhindringer som bænke og borde. Læn dig frem, anbring begge hænder på bænken, og sving benene op til brystkassen.

4. Slip fri

At befri sig selv fra et zombie-greb kræver hver en muskel i kroppen, siger Rich Gatz fra 'ZombieFit'. Øv dig ved at kaste med en stor genstand som for eksempel et traktordæk.

0 kommentarer
Vis kommentarer