Piger propper sig med p-piller

Flere og flere piger under 15 år spiser p-piller. Tallet er mere end fordoblet siden 1999. Sundhedspolitiker er bekymret for udviklingen

Flere og flere unge piger under 15 år tager p-piller, oplyser Lægemiddelstyrelsen. (Arkivfoto)
Flere og flere unge piger under 15 år tager p-piller, oplyser Lægemiddelstyrelsen. (Arkivfoto)

Forbruget af p-piller blandt piger under den seksuelle lavalder er i voldsom stigning. Det viser helt nye tal fra Lægemiddelstyrelsen, skriver Kristeligt Dagblad.

I 1999 fik 3086 piger under 15 år ordineret p-piller. Og i 2008 var tallet steget til 6570 blandt piger mellem 11 og 14 år. Det viser mere end en fordobling på knap ti år.

Påvirker hormonel cyklus
Læge og formand for Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard (V), er bekymret over tendensen:
- Jeg forstår udmærket forældre og lægers frygt for, at pigerne i umoden alder bliver gravide og enten skal have abort eller varetage et barns opvækst. Men jeg er meget bekymret over udviklingen ikke mindst som læge, fordi man griber ind i pigens hormonelle cyklus, siger Preben Rudiengaard.

Større risiko for kønssygdomme
Han tilføjer, at risikoen for kønssygdomme stiger betydeligt, når unge bruger p-piller frem for kondom, når de dyrker sex.

Lægemiddelstyrelsens tal viser, at pillerne i 5343 af 6570 tilfælde er blevet udskrevet til 14-årige piger. Det svarer til 16 procent af alle piger på 14 år.

OK fra Sex og Samfund
Nogle af pigerne får udskrevet pillerne til behandling af såkaldt invaliderende menstruationssmerter. Det påpeger Charlotte Wilken-Jensen, leder af Sex og Samfunds præventionsklinik i København og ledende overlæge på gynækologisk obstetrisk afdeling på Roskilde Sygehus, som ikke er ikke bekymret over det stigende forbrug:
- Der er nogle 13-14-årige, som er meget udviklede og som debuterer tidligt - typisk med en jævnaldrende kæreste. Det er godt nok forbudt at have sex under 15 år, men det er jo ikke alt, man kan regulere, siger Charlotte Wilken-Jensen til Kristeligt Dagblad.

Alligevel ville hun foretrække, at de unge brugte kondon som prævention.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere