Den bedste kur mod tømmermænd

Drop junkfood: Bekæmp tømmermænd med kaktuspiller og vand og sørg for at holde kroppens saltbalance

Eksperterne desværre enige: Der findes ingen mirakelkur mod tømmermænd. De bedste midler er masser af vand, salt og kaktuspiller. (Foto: Linda Johansen)
Eksperterne desværre enige: Der findes ingen mirakelkur mod tømmermænd. De bedste midler er masser af vand, salt og kaktuspiller. (Foto: Linda Johansen)

Julefrokosterne med sild, snaps og juleøl står for døren, og det betyder samtidig, at tømmermændene banker kraftigt på.

Der er derfor al mulig grund til at søge svar på, hvordan man slipper for de smertefulde håndværkere i hovedet. Vi har bedt to eksperter i tømmermænd be- og afkræfte nogle af de mest udbredte myter.

- For eksempel er der mange, der tyr til junkfood som burgere og chips, når tømmermændene banker på. Men den fedtholdige føde har faktisk ingen virkning, forklarer læge og videnskabsjournalist Jerk W. Langer.

Saltmangel
- Junkfood i sig selv mindsker ikke tømmermændene. Mange føler, at de har behov for salt, og derfor spiser de grillmad - måske også, fordi de har lidt ondt af sig selv, tilføjer han.

I stedet for de usunde pommes fritter kan saltbehovet dækkes på anden vis, råder ernæringsekspert og livsstilskonsulent Rikke Maija.

- Jeg bruger selv en kombination af kaktuspiller og elektriske spormineraler (helsekost der bl.a. indeholder meget salt. Red.). På den måde opretholder man saltbalancen og mindsker lysten til de usunde ting, forklarer hun.

Kaktus klarer kvalmen
Kaktuspillerne tages cirka fem timer inden byturen. Under selve drikkeriet skal man sørge for at få en masse vand, og dagen derpå kan kuren følges op med et glas vand med de saltholdige spormineraler.

- Det udtræk, der stammer fra den mexicanske Nopal-kaktus, menes at kunne mindske den kvalme, der opstår efter en druktur. Ifølge undersøgelser halverer kaktuspillerne risikoen for svære tømmermænd, uddyber Jerk W. Langer.

Han understreger, at der findes mange årsager til, at tømmermændene opstår - ud over forgiftning af kroppen er det eksempelvis dehydrering og manglende søvn. Derfor er det ikke endegyldigt, men meget individuelt, hvad der skal til for at kurere de ramte.

En ting er dog en sikker vinder: nemlig tid.

- Tid er det eneste, der med sikkerhed virker. Og så masser af vand, tilføjer lægen.

De er hårdest ramt
Kvinder: Det er videnskabeligt bevist, at det stærke køn er det svageste, når det gælder tømmermænd. Ifølge en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed oplever dobbelt så mange kvinder som mænd altid eller næsten altid tømmermænd dagen derpå.

Asiater: Mange asiater, indianere og eskimoer tåler ikke alkohol så godt. Af arvelige grunde har de en lavere funktion af det alkohol-nedbrydende enzym ALDH, hvilket betyder, at de ikke forbrænder alkohol så hurtigt som andre.

Ældre: Mange har tendens til at få værre tømmermænd med alderen. Blandt andet fordi nedbrydningen af alkohol sker langsommere. Desuden optages mere alkohol i kroppen, fordi maven bliver lidt dårligere til at nedbryde den på forhånd.

Fede: Hos to personer, der vejer lige meget, vil den med mest fedt i kroppen få flest tømmermænd.

Kilde: Jerk W. Langer

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere