H1N1-vaccine dræber svensker

I Sverige er en mand i 50'erne død af vaccinen mod svineinfluenza

H1N1-vaccinen har krævet sit første dødsoffer. En svensker er død af vaccinen. (Arkivfoto)
H1N1-vaccinen har krævet sit første dødsoffer. En svensker er død af vaccinen. (Arkivfoto)

Lægemiddelstyrelsen i Sverige bekæfter, at en svensk mand er død efter at have fået influenza A-vaccinen. Han er død på grund af vaccinen.

Det skriver Aftonbladet.
- Vaccinen er den direkte eller indirekte årsag til mandens død, siger læge, Ingemar Persson fra Lægemiddelstyrelsen i Sverige til Aftonbladet.

Manden var i 50'erne og har for nyligt gennemgået en hjertetransplantation, som gjorde, at han tilhørte risikogruppen, der anbefales at få vaccinen. Ifølge Aftonbladets oplysninger har der været særlige omstændigheder omkring manden, som ikke var kendt, da han fik vaccinen.

Hjertepatienter skal stadig vaccineres
Selvom den svenske mand nu er død, skal patienter, der har fået foretaget en hjertetransplantion, stadig vaccineres i Sverige.
- Vi kan ikke sige, det var en fejl at vaccinere ham. Vi skriver for eksempel fortsat på vores hjemmeside, at mennesker, som har gennemgået en hjertetransplantation, tilhører en risikogruppe og bør vaccineres, men det her giver et nyt perspektiv, som vi kan lære af, siger lægen til Aftonbladet.

Medicinaleproducenten GlaxoSmithKlein, der står bag vaccinen Pandemrix, kan ikke svare på, hvorfor det er gået galt i Sverige.
- Jeg ved ikke så meget om det konkrete dødsfald, men de svenske myndigheder er nu ved at undersøge sammenhængen mellem dødsfaldet og vaccinen nærmere, siger medicinsk direktør Ebbe Englev til ekstrabladet.dk.

I følge Ebbe Englev har knap to millioner mennesker fået vaccinen, og der har hidtil ikke været nogle alvorlige birvirkninger.

Ingen betydning i Danmark
De danske sundhedsmyndigheder kan endnu ikke sige noget om det konkrete dødsfald.

Centerchef i Sundhedsstyrelsen, Else Schmidt, kan dog overordnet sige, at det enkelte dødsfald umiddelbart ikke får nogen konsekvenser i Danmark.

- Ikke desto mindre er det vigtigt, at vi nøje overvåger, hvordan vaccinen virker, og om der kommer flere dødsfald, siger hun.

Ekstrabladet.dk følger sagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere