Sådan dræber H1N1

Men der er ingen grund til panik, hvis du er sund og rask og er opmærksom på din sundhedstilstand i øvrigt. Læs dagens status på influenza A

Influenza A er farligst, hvis du er syg i forvejen. (Arkivfoto)
Influenza A er farligst, hvis du er syg i forvejen. (Arkivfoto)

Dødstallet stiger, og vi er oppe på fire danskere, som H1N1 har fået ram på, men hvorfor dør nogle af virussen, mens andre går fri?

Sundhedsstyrelsens centerchef, Else Schmidt, forklarer her, hvordan H1N1 slår ihjel.
- Den ene halvdel af de mennesker, der dør af influenza A, dør typisk, fordi de er meget syge og eksempelvis indlagt på hospitalet. Det kan være med nyresvigt eller en kræftsygdom. Hvis influenzaen så sætter sig som en infektion, kan det være den, der giver stødet til, at personen ikke kan leve videre, fortæller Else Schmidt.

Lungebetændelse og H1N1
Når man er ramt af en kronisk sygdom og er medtaget i forvejen, har man en øget risiko for at blive alvorligt syg og i værste fald dø af det, hvis man får influenza A.
- Hvis man bliver ramt af en lungebetændelse, kan man typisk få penicillin, der ret effektivt slår infektionen ihjel, men hvis man så bliver ramt af en influenza A oven i, og der måske går for lang tid, før man opdager influenza-infektionen, risikerer man at dø af den, fortsætter Else Schmidt.

I det hele taget er lungesygdomme kombineret med en omgang H1N1 en rigtig dårlig cocktail.

Muteret influenza
Det er typisk mennesker, der har svækkede lunger i forvejen - for eksempel KOL, som også kaldes rygerlunger, der er i risikogruppen, hvis de bliver ramt af influenza A.

Den anden halvdel, der risikerer at dø af influenzaen, er mennesker, der bliver ramt af en meget aggressiv infektion i lungerne på grund af H1N1. Det får lungerne til at hæve, og man kan ikke trække vejret. Det er blandt andet de følger, den mutation, der er tale om i Norge, har haft.

Else Schmidt understreger dog, at du ikke behøver at frygte for dit liv, hvis du er sund og rask.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere