For sent at vaccinere imod H1N1

Ekstra udsatte danskere kan ikke nå at blive vaccineret imod H1N1 inden epidemien topper, mener Sundhedsstyrelsen

Det er 750.000 danskere som har større risiko for at dø af svineinfluenza, og som derfor skal vaccineres imod sygdommen. Men ikke alle kan nå at få vaccinen, inden epidemien topper. (Foto: Colourbox)
Det er 750.000 danskere som har større risiko for at dø af svineinfluenza, og som derfor skal vaccineres imod sygdommen. Men ikke alle kan nå at få vaccinen, inden epidemien topper. (Foto: Colourbox)

Lørdag blev endnu en dansker offer for H1N1. Ifølge Sundhedsstyrelsen kan hele risikogruppen ikke nå at blive vaccineret, inden influenzaepidemien topper.

Selvom epidemien med influenza H1N1 er over os, mangler rigtig mange af de danskere, som befinder sig i risikogruppen, endnu at blive vaccineret.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen, efter at en ung, kronisk syg mand døde i weekenden som det fjerde danske offer for sygdommen, skriver Berlingske Tidende.

- Vi har indtryk af, at det er nogle hundredetusinde, der er blevet vaccineret på nuværende tidspunkt. Risikogruppen er på omkring 750.000, så der er potentielt mange, der endnu ikke er beskyttet, siger forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen, Else Smith, til avisen.

Epidemi nær toppen
Samtidig er det ved at være sidste udkald, hvis vaccinen skal virke, inden epidemien topper for alvor.

Professor i virussygdomme, Jens Lundgren fra Københavns Universitet, peger på, at det vil ske omkring den 5.- 8. december.

- Det tager et par uger, før vaccinen giver fuld beskyttelse. Så nu gælder det om, at personerne i risikogruppen bliver vaccineret hurtigst muligt, siger Jens Lundgren.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere