Tatovører skal godkendes

Kvalifikationerne skal være i orden, før tatovører går i gang med nålene. Desuden skal kunderne have sikkerhed for, at farverne ikke er sundhedsskadelige

Tatovører skal i fremtiden have en autorisation for at kunne sætte nålen i andre mennesker. Autorisationen skal sikre, at tatovører er uddannede og kvalificerede til at udføre arbejdet, samt at tatoveringsfarver ikke indeholder sundhedsskadelige stoffer.

Forbrugerordfører hos Socialdemokraterne Benny Engelbrecht siger, at han er glad for, at der nu kommer styr på tatovørfaget.

- Vi har set eksempler, hvor der er brugt printerfarver, autolak og mange andre stærkt sundhedsskadelige stoffer i forbindelse med tatoveringer, så det har hastet med at få styr på området, siger han.

Forslaget, der fredag blev godkendt af alle partier i Folketinget undtagen Liberal Alliance, lægger op til, at tatovører skal gennemgå et grundkursus i basal viden om hygiejne, sårpleje og brugen af farvestoffer. Desuden skal de have en autorisation udstedt af Sundhedsministeriet, ligesom tatoveringsfarver skal følge loven om kemiske produkter.

I Dansk Folkeparti er Marlene Harpsøe, medlem af retsudvalget, tilfreds med, at tatovører nu skal holde sig inden for reglerne:

- Undersøgelser viser, at op mod hver tredje dansker har en tatovering. Og det dur altså ikke, at man får sprøjtet sundhedsskadelige stoffer ind under huden af en kvaksalver, siger hun.

Forslaget skal fremsættes som et lovforslag i løbet af 2010.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere