Mindst 150.000 borgere i hovedstadsregionen har gennem de seneste seks til otte uger været smittet med influenza, og det er usædvanligt mange.
Derfor opretholder regionen det særlige beredskab, da influenza-udbruddet ikke ser ud til at aftage i størrelse.
Se også: Influenza-vaccinen ramte forbi måletSe også: Så langt kan influenza-virus hoppe
Vil ikke give slip
- Vi oplever, at influenzaudbruddet fra før jul trækker en hale af nye tilfælde ind i det nye år. Normalt ville denne hale være udbrændt nu, men denne gang vil influenzaen ikke helt give slip. Det er usædvanligt, og derfor er det logisk, at regionen fastholder et særligt beredskab på området, siger formand for Region Hovedstadens influenzaudvalg og professor i virussygdomme ved Rigshospitalet og Københavns Universitet, Jens Lundgren i en pressemeddelelse.
Influenza-udbruddet belaster også sygehusene, der har haft 40 nye influenza-relaterede indlæggelser om ugen de seneste tre uger.
- Belastningen skyldes især ældre medborgere, som tåler influenza dårligere end yngre, ligesom der har været en række andre infektioner i cirkulation, der også har medført alvorlig sygdom blandt de ældre medborgere, forklarer Jens Lundgren.
Ældre er udsatte
Langt de fleste smittede har dog ikke haft behov for indlæggelse, og skulle man være så uheldig at blive syg med influenza, vil ens immunforsvar i langt de fleste tilfælde kunne klare virussen. Der går typisk op til en uges tid, før man igen er rask.
- Ældre mennesker og patienter med kroniske sygdomme og svaghedstilstande skal være opmærksomme på, at der kan kræves medicinsk behandling, hvis sygdommen allerede er brudt ud. Og generelt skal alle være opmærksomme på, om de oplever følgesygdomme efter influenzaen er overstået, påpeger Jens Lundgren.
I tvivlstilfælde vil det være en god ide at kontakte sin læge eller akuttelefonen 1813, der også kan give råd og vejledning.
Se også: Forkølelsesvirus plager danskerne
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.