Lundbecks lykkepillepatent udløber

Trods gode tal i regnskabet står medicinalselskabet Lundbeck over for sværere tid med udløb af vigtigt patent

Lundbecks kostbare patent på lykkepiller løber snart ud. Det kan blive dyrt for medicingiganten.
Lundbecks kostbare patent på lykkepiller løber snart ud. Det kan blive dyrt for medicingiganten.

Det har luret i horisonten længe for medicinalvirksomheden Lundbeck, men nu bliver det alvor: Fra marts udløber patentet i USA på det vigtige produkt Cipralex mod depression. Det går hårdt ud over Lundbecks omsætning, fremgår det af selskabets regnskab.

Hvor selskabet i 2011 omsatte for 16 milliarder kroner, må man i 2012 nøjes med en omsætning på mellem 14,5 og 15,2 milliarder kroner.

- Den underliggende solide tendens fra 2011 forventes at fortsætte i 2012. Selskabet står imidlertid over for et patentudløb på escitalopram i USA med et fald i omsætningen på Lexapro til følge, hedder det i selskabets meddelelse.

Se også: Lykkepiller kan give hjertestop

Forventer indtjening på 2,5 mia
Lundbeck har mere end halvdelen af sin omsætning på midlet, der i Europa sælges som Cipralex. Her er patentudløbet dog ikke helt så akut som i USA.

Som modvægt mod bortfaldet af den store indtjeningskilde har Lundbeck både indgået partnerskab med en række andre selskaber om udvikling af nye produkter og selv opkøbt eller udviklet andre produkter, der er på vej mod markedet.

Lundbeck forventer i 2012 en indtjening fra driften på mellem to og 2,5 milliarder kroner mod 3,4 milliarder kroner i 2011.

Se også: Lundbeck indgår milliardaftale i Japan

Man har set en flot vækst i 2011 for eksisterende produkter som Ebixa og Azilect, noterer koncernen.

Samtidig peger selskabet på, at vækstudsigterne på langt sigt er blevet forbedret med partnerskabsaftaler med selskaberne Otsuka og Cephalon.

- 2011 var et glimrende år for Lundbeck, og vores omsætning og indtjening var større end nogensinde før, siger Ulf Wiinberg, administrerende direktør for Lundbeck.

0 kommentarer
Vis kommentarer