Derfor har du dårlig ånde, når du vågner

Godmorgen: Grim smag i munden og dårlig ånde om morgenen kan du ikke undgå - men du kan få råd til, hvordan du skruer ned for stanken

Der er dårlig morgenånde - og rigtig dårlig morgenånde. Læs her, hvordan du kan nøjes med den første. (Foto: Colourbox)
Der er dårlig morgenånde - og rigtig dårlig morgenånde. Læs her, hvordan du kan nøjes med den første. (Foto: Colourbox)

Det er ikke ligefrem sexet eller lækkert - men det er helt naturligt. Morgenånde, der bare ikke lugter godt, og en grim smag i den tørre mund. Og det gælder for os allesammen.

- Alle har bakterier i munden, og det er dem, der giver den dårlige ånde, siger Alix Young Vik til forskning.no. Vik er professor på Oslo Universitet, og hun har forsket i dårlig ånde og spyt. Hun forklarer, at den grimme smag og lugten kommer fra svovlgasser, der dannes i munden, når vi sover. Det er samme slags svovlgasser, der giver rådne æg deres umiskendelige stank.

Se også: Stinker du?

Slimhinderne fodrer bakterierne
Hendes dybere forklaring er, at de bakterier, vi har i munden, normalt lever af kulhydrater. Når vi er vågne, sørger vores produktion af spyt desuden for at rense vores mund. Men når vi sover, forsvinder kulhydraterne, og så må bakterierne leve af protein, der findes i spyt og i vores slimhinder. Og i nedbrydelsen af proteinerne dannes svovlgasser, der giver den grimme lugt. Desuden nedsættes spytproduktionen, når vi sover - så gasserne får rigtig lov at udvikle sig. Og så kommer den grimme smag - og lugt!

Se også: Forstoppelse giver dårlig ånde

Men der findes råd for det meste, og selvom gasarterne i din mund kommer helt af sig selv, så findes der flere tips til, hvordan du kan holde dem - nogenlunde - under kontrol.

Få styr på stanken
Det første og vigtigste råd er enkelt: Børst tænder, før du går i seng.

- Det er vigtigt at holde tænder - og ikke mindst tungen - rene. Hos de fleste raske mennesker sidder størstedelen af bakterierne bagest på tungeryggen, siger professoren i spyt. Får bakterierne lov at sidde, er de flere om at nedbryde mundens proteiner, og så kommer der mere svovlgas og dermed mere lugt.

Se også: 55 grunde til at kvitte smøgerne

Har man tandkødsbetændelse, er der også mere at 'spise' for bakterierne. En god sidegevinst ved at få bugt med det vil derfor være en bedre morgenånde. Visse former for medicin nedsætter spytproduktionen og kan derfor også give dig en grim smag i munden. Det samme kan forkølelse.

Gør din sengekammerat glad
Og så er der topscoreren for dårlig ånde, grim smag og tør mund. Alkohol. Har du drukket igennem aftenen før, glemt at drikke vand mellem de mange øl og shots, ikke spist og lige glemt at børste tænder, før du gik kold, kan du regne med en tør mund og meget dårlig morgenånde i tillæg til dine heftige tømmermænd.

Se også: 66 mio. år gammel morgenånde <b>Læs også: 66 mio. år gamle morgenånde</b>

Har du været så heldig at lokke en repræsentant for det modsatte køn med hjem, er det med at komme ud og børste tænder, før vedkommende vågner. Men er du i stand til at tænke på det, før du går i seng, kan gode mængder vand gøre sit til, at din ånde er udholdelig for din scoring, når I vågner. Et glas mellem hver drink vil gøre det godt for både dine tømmermænd og din ånde.

0 kommentarer
Vis kommentarer