Kræftsyge kvinder venter år på behandling

Flere danske kvinder med begyndende livmoderhalskræft må vente mindst 450 dage på at blive undersøgt

En række danske kvinder har trods tegn på begyndende kræft gået i mindst 450 dage uden at få besked af deres læge. Det viser den seneste rapport fra Dansk Kvalitetsdatabase for Livmoderhalskræftscreening, skriver Fyns Amts Avis.

Rapporten viser, at selv om kvinder med alvorlige celleforandringer i underlivet maksimalt må vente i tre måneder på behandling, så gik 130 kvinder undersøgt i 2009 alligevel med forstadier til kræft i livmoderhalsen i mindst 450 dage uden at få behandling.

I flere tilfælde fordi kvinderne simpelthen ikke var informeret om deres tilstand.

- Det er et meget voldsomt antal. Det er bestemt muligt, at nogle af disse kvinder har udviklet kræft, fordi de ikke har været i behandling, siger Iben Holten, overlæge i Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge Henrik Dibbern, formand for landets praktiserende læger, skyldes det høje antal primært manglende kommunikation mellem læger og patienter samt celleprøver, der forsvinder i trafikken mellem sygehuse og praktiserende læger.

Cirka 125 danske kvinder dør hvert år af livmoderhalskræft.

0 kommentarer
Vis kommentarer