Læger vil tvinge demente på sygehuset

Modvillige demente og udviklingshæmmede skal tvinges til livsnødvendig behandling, mener flere organisationer

Hvis en dement har et ubehandlet sår, kan det udvikle sig til koldbrand. Lider en udviklingshæmmet af kronisk diarré, kan det være tegn på kræft.

Men hvis patienterne modsætter sig behandling, har lægen kun ét valg: at lade stå til eller bryde loven. Også selvom patienten ikke forstår, hvad vedkommende siger nej til.

Det vil en række sundheds- og handicaporganisationer nu have ændret, skriver Kristeligt Dagblad.

- Det er dybt frustrerende, når læger ikke kan hjælpe en patient, men sådan er lovgivningen i dag, siger chefjurist i Lægeforeningen Karin Mette Thomsen.

- Det er uværdigt og et udtryk for omsorgssvigt, når man ikke har lov til at yde den rette behandling, tilføjer hun.

Den danske sundhedslov anerkender, at nogle udviklingshæmmede, demente og andre handicappede ikke forstår, hvad en behandling går ud på. Derfor kan pårørende i stedet sige ja til behandlingen.

Men hvis den pågældende modsætter sig, må behandlingen droppes. Og det kan i yderste konsekvens koste menneskeliv.

Lægeforeningen har derfor sammen med fagforbundet FOA, Alzheimerforeningen, Socialpædagogernes Landsforbund og Landsforeningen for udviklingshæmmede og pårørende (LEV) bedt indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) om et møde.

Formålet er at få ændret loven, lyder det.

- Vi oplever personer, som ikke får den behandling, der er nødvendig for at have et værdigt liv. Derfor kan regler om magtanvendelse være nødvendige i visse tilfælde, siger formanden for LEV, Sytter Kristensen.

- For patienternes protest er typisk ikke begrundet i en forståelse for behandlingen, men en reaktion på noget ukendt, tilføjer hun.

Bertel Haarder vil drøfte problemet med Folketingets sundhedsordførere, når han kender Det Etiske Råds holdning.

Han kalder problemstillingen for kendt, men vanskelig.

- Den rejser nogle grundlæggende etiske overvejelser om patientens ret til selvbestemmelse over for hensynet til, at patienten ikke uforvarende kommer til at skade sig selv, skriver han i en mail til Kristeligt Dagblad.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere