Forbudt børnefiskenet med giftigt bly

Et legetøjsfiskenet med store mængder bly er i strid med alle regler endt i danske butikker. Bly kan skade børns hjerner

Det er næsten umuligt at fiske uden net i strandkanten. Men pas på, hvis nettet er fyldt med bly. (Foto: Colourbox)
Det er næsten umuligt at fiske uden net i strandkanten. Men pas på, hvis nettet er fyldt med bly. (Foto: Colourbox)

Et legetøjsfiskenet til børn indeholder så store mængder giftigt bly, at Miljøstyrelsen nu advarer mod brug af nettet, der blandt andet er solgt i Coops butikker.

Legetøjet hedder 'Teleskop reje- og fiskenettet' og er udstyret med et blylod, som indeholder omkring 98 procent bly. Bly er ekstra sundhedsskadeligt for børn, fordi deres nervesystem er under udvikling. Bly kan derfor varigt skade børns intelligens og indlæringsevne.

Problematisk
Miljøstyrelsen er ved at undersøge, hvor meget bly loddet afgiver. Men myndighederne har på baggrund af det voldsomt store blyindhold allerede nu valgt at advare mod produktet.

- Det er meget problematisk, at sådan et produkt er endt på det danske marked, især fordi det er et legetøjsprodukt. Både producenter og importører af legetøj har ansvar for ikke at sælge produkter med farlige stoffer, siger vicedirektør i Miljøstyrelsen Anne-Marie Rasmussen.

Trukket tilbage fra handlen
Coop trak nettet tilbage fra hylderne efter en henvendelse 20. maj fra Miljøstyrelsen. Coop har hængt advarsler op alle de steder, hvor nettet har været solgt.

Der er solgt omkring 850 reje- og fiskenet hos danske forhandlere. Ud over SuperBrugsen og andre COOP-forretninger er nettet solgt i legetøjskæder og i mindre butikker, som sælger legetøj. Heraf er en del i sommerhusområder.

Ifølge importøren af produktet, VN-legetøj, var det en fejl, at produktet har et lod, som indeholder bly.

Nettene kan returneres og pengene refunderes i den butik, hvor de er købt.

Bly til fiskeudstyr er reguleret af både sundheds- og miljømæssige hensyn, fordi bly er et miljøfarligt tungmetal, der ikke kan nedbrydes, men ophobes i fødekæden.

0 kommentarer
Vis kommentarer