H1N1 rammer børnene hårdest

Det er børnene, der kommer til at mærke H1N1-influenza-epidemien mest. Men selv om mange børn bliver 'hammersyge', så er det ikke farligt

Svineinfluenzaramte personer skal blive hjemme i mindst en feberfri dag. (Foto: Colourbox)
Svineinfluenzaramte personer skal blive hjemme i mindst en feberfri dag. (Foto: Colourbox)

Forældre bør ikke blive bekymrede, selv om deres børn bliver meget syge, får høj feber, hoster, har hovedpine og ondt i musklerne. Den nye influenza H1N1, også kaldet svineinfluenza, går nemlig hårdt ud over børnene. Dels er der flere, der bliver syge blandt børn, dels er der mange børn, der bliver meget syge.

- Børnene bliver hammersyge af denne her influenza, men det betyder ikke, at den er mere farlig for børn. Der er ingen øget risiko for komplikationer eller dødsfald blandt børn, sagde direktøren for Statens Serum Institut (SSI), Nils Strandberg.

Hold øje med to ting
Der er to ting, som forældre til influenzasyge børn skal holde øje med, forklarer forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen Else Smith.

- Hvis barnet får vejrtrækningsproblemer, så skal man ringe til lægen, og hvis feberen ikke begynder at falde efter tre til fire dage, så skal man også kontakte lægen. Ellers behøver man ikke at gøre noget andet end at blive hjemme, sagde hun.

Bliv hjemme
Og så skal man ikke skynde sig med at komme i skole, hvis man har været syg, men vente til man har været feberfri mindst en dag, lyder rådet fra Sundhedsstyrelsen, som i øvrigt understreger, at H1N1-influenzaen er en mild influenza, og at man forventer en lavere dødelighed end ved en almindelig sæsoninfluenza.

Hospitalerne har dog sørget for at have ekstra kapacitet på intensivafdelingerne de kommende måneder. Sundhedsstyrelsen har i øjeblikket kendskab til to tilfælde i Danmark, hvor H1N1 har ført til en indlæggelse på intensiv, men tallet kan godt være større.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere