Steroider er farlig genvej til sixpack

Næsten hver fjerde dopingprøve i fitnesscentrene er positive. Steroider er for mange en genvej til store biceps og en markeret sixpack, men det er farligt

Allerede i misbrugets tidlige fase viser konsekvenserne sig i form af øget akne, problemer med potensen samt kort lunte og aggressivitet. (Modelfoto: Colourbox.com)
Allerede i misbrugets tidlige fase viser konsekvenserne sig i form af øget akne, problemer med potensen samt kort lunte og aggressivitet. (Modelfoto: Colourbox.com)

Doping hører langt fra kun professionelle cykelryttere og bodybuildere til. Også helt almindelige unge mænd i fitnesscentrene forsøger sig med muskelopbyggende præparater. De nyeste tal fra Anti Doping Danmark fra 2008 viser, at 107 ud af 482 dopingkontroller (godt 22 procent) i de danske fitnesscentre var positive.

Derfor tager Anti Doping Danmark fra i dag kampen op med brugen af steroider i motions- og fitnesscentrene.

- Kampagnen fokuserer på fitnesscentrene, fordi det er her, den mest omfattende brug af steroider sker, og hvor de unge mænd møder misbrugerne og har nem adgang til stofferne, siger Jakob Berget, leder af oplysning i Anti Doping Danmark.

Har store konsekvenser
Målet er færre unge mænd i alderen 15-25 år på anabole steroider samt at skabe opmærksomhed om de farlige bivirkninger, der er forbundet med at tage steroider.

- Alene i min praksis møder jeg tre-fem mænd om ugen, der tager den ene eller anden form for doping. Problemet er, at mange slet ikke aner, hvad de tager, og hvilke sundhedsmæssige og psykiske konsekvenser det kan have, siger praktiserende læge Charlotte Bøving fra Varde.

Bivirkningerne af brugen af steroider er både af fysisk og psykisk karakter. Allerede i misbrugets tidlige fase viser konsekvenserne sig i form af øget akne, problemer med potensen samt kort lunte og aggressivitet. På længere sigt ses mere alvorlige bivirkninger som leverskader, depression og psykoser.

Genvej til selvværd
Årsagen til brugen af steroider skal findes i blandt andet lavt selvværd og almindelig forfængelighed. Steroider er nemlig for mange en genvej til store biceps og en markeret sixpack.

- For mange unge drenge er træningsmiljøet og den trimmede krop omdrejningspunktet for deres identitetsskabelse. De små og måske lidt nørdede drenge får pludselig selvtillid og endnu vigtigere - opmærksomhed fra det modsatte køn, siger Søren Nørskov, der er psykolog og blandt andet har specialiseret sig i dopingmisbrug.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere