Selvmordsfare ved rygestop

Vintermørke og nytårsønsket om rygestop kan være en livsfarlig kombination. Især hvis smøgerne kvittes med støtte fra medicinen Champix

Mange har brug for hjælp, når den sidste smøg skal skoddes. Men vær varsom med brugen af Champix. (Foto: colourbox)
Mange har brug for hjælp, når den sidste smøg skal skoddes. Men vær varsom med brugen af Champix. (Foto: colourbox)

Det lyder som den oplagte til genvej til et liv uden tobak - tag en pille, og du er røgfri.

Men rygere med anlæg for vinterdepressioner skal være forsigtige med at kvitte smøgerne ved hjælp af de receptpligtige Champix-piller.

Der er nemlig fatale bivirkninger ved medicinen. Depressioner, selvmordstanker og selvmordsforsøg er sat i forbindelse med nikotin-præparatet, der er ekstra efterspørgsel på omkring nytåret, hvor det er højsæson for røgfrie intentioner.

Rygestop alene kan give psykiske nedture, så cocktailen med Champix kan få ekstra gang i de destruktive tanker. Derfor har den britiske pendant til Lægemiddelstyrelsen i denne måneds Drugs Safety Update fornyet advarslen mod produktet her inden fortsætterne om et skodfrit nyt år.

Læger er opmærksomme
Medicinen er receptpligtig, og herhjemme er omkring 17.000 i lægeordineret Champix-behandling.

- Det antal svarer til, at der i gennemsnit er fem i behandling per praktiserende læge, og det er ikke særlig mange, siger Michael Dupont til ekstrabladet.dk. Han er formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO.

Han mener ikke, der er brug for en ekstra påmindelse om de farlige bivirkninger.

- Det er klart, at vi skal være - og er - ekstra påpasselige med Champix, hvis det er patienter, der i forvejen har anlæg for depression. Men der findes jo også andre afvænningsformer, siger Michael Dupont.

Forbud i USA
Det er ikke kun eks-rygerens eget liv, der kan ende i farezonen. Andre alvorlige bivirkninger som mistet bevidsthed, synsforstyrrelser, slagtilfælde og hjerteproblemer kan være fatale i for eksempel trafikken.

Derfor blev det i USA tidligere i år forbudt for piloter og flyveledere at arbejde sideløbende med Champix-behandling. Lastvogns- og buschauffører risikerer at miste licensen, hvis de arbejder med Champix i kroppen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere