Patienter får varige skader af at vente

Forvredne fingre og nedsat førlighed. Leddegigtpatienter kommer ikke i behandling inden for den anbefalede ventetid, og det har konsekvenser

Krumme og stive fingre, der ikke kan holde om kniv og gaffel. Invaliderende hævelser og ømhed i led. Det er konsekvenserne af leddegigt, hvis ikke sygdommen bliver behandlet, og ledskaderne kan blive permanente, hvis ventetiden bliver for lang.

Patienter med leddegigt venter i gennemsnit 5,7 måneder eller 170 dage viser en ny undersøgelse fra Gigtforeningen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at patienten sendes til specialist hurtigst muligt, og en røntgenundersøgelse skal foretages inden for tre til fire måneder. Ellers kan skaderne på leddene blive permanente, og det kan få alvorlige konsekvenser for de omkring 35.000 leddegigtpatienter, der ifølge Gigtforeningen er i Danmark.

- Hvis man får ødelagt sine led, kan man ikke leve et almindeligt liv, hvor man passer sin personlige hygiejne, vasker sit hår, laver mad og går på arbejde. Det er fuldstændig uacceptabelt for mennesker med leddegigt, at de skal vente og dermed få ødelagt deres led, siger direktør i Gigtforeningen Lene Witte.

Gigtforeningen har sendt et brev, som Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) modtager i dag, med en opfordring til hurtig handling på området.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere