Millioner til at gøre børn sundere

Nyt forskningscenter skal få børn til at spise sundere, unge til at droppe smøgerne og byboere til at motionere mere. Der er afsat 100 mio. kr. til opgaven

En gruppe forskere skal undersøge, hvad der får danskerne til at blive sundere og ikke mindst, hvad der virker, når børn skal vælge salat fremfor slik og løbeture fremfor en eftermiddag foran fjernsynet.

Med andre ord hvordan forebygger man, at unge begynder at ryge, drikke og bliver fede, og hvilke kampagner brænder igennem. Forskerne får deres eget center på Syddansk Universitet og 100 millioner kroner til opgaven de kommende fem år, og pengene kommer fra TrygFonden, oplyser universitet i en pressemeddelelse.

Centrets ledelse bliver lektor Tine Curtis og professor Morten Grønbæk. Han siger, at 'med 100 millioner kroner kan vi blandt andet få indkredset, hvad der skal til for at udligne den sociale ulighed i Danmark.'

Navnet på centret bliver Trygfondens Forebyggelsescenter, der blandt andet også skal undersøge behandlingen af ledige med alkoholproblemer, byboeres motionsvaner, og hvordan man gør noget ved frafaldet på de tekniske skoler.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere