Vægtkonsulenterne - tre stjerner

De Danske Vægtkonsulenter (DDV) blev startet i 1981 og rådgiver hvert år mellem 25-30.000 danskere. Firmaet lover, man kan tabe i gennemsnit et kilo om ugen.
De Danske Vægtkonsulenter (DDV) blev startet i 1981 og rådgiver hvert år mellem 25-30.000 danskere. Firmaet lover, man kan tabe i gennemsnit et kilo om ugen.

Fakta:
De Danske Vægtkonsulenter (DDV) blev startet af Inge Kauffeldt i 1981. I dag er DDV et landsækkende netværk af vægtkonsulenter, der driver deres egne selvstændige virksomheder, som årligt omsætter for over 100 millioner kroner.

Firmaet rådgiver hvert år mellem 25.000 til 30.000 og lover, man kan tabe i gennemsnit 1 kilo om ugen, ved at omlægge sine kostvaner

Principper:
1:
Kontrolvejning en gang om ugen.

2: Du skal opmærksomhed på mængden og vægten af maden.

3: Mindst 600 g grønt og 4-5 frugter dagligt.

4: Minimum 3 ugentlige måltider med fisk, fx i form af fersk fisk eller dybfrost.

5: Kartofler, ris eller pasta og grøft brød i reducerede mængder.

6: Ingen tilsat sukker.

7: Det gælder for alt kød, at der ikke må spises fedt, skind eller svær og at alt synligt fedt fra udskæringer skal skæres fra. -

8: Der er i kostprogrammet begrænsninger på indtaget af ost og alle andre mejeriprodukter.

9: Drik ca. 2 liter vand dagligt. DDV´s program indeholder ingen energiholdige drikke som fx sødet saft eller sodavand.

10: Motion er ikke en del af DDV´s program, men det anbefales kraftigt, at motion dyrkes så vidt det er muligt.

Pris:
Prisen for indmeldelse og kostplan er kr. 250, -. Den ugentlige vejning koster kr. 65 kr. Derudover sælger DDV diverse bøger og produkter.

Kilde: www.vaegtkonsulenterne.dk

Vurdering:

Arne Astrup:
Fra at være lommefilosofi er DDV efterhånden blevet stuerene. Tidligere frarådede de motion og krævede, at man spiste lever og indmad ugentligt – ”ellers får du slapt maveskind”! Efter heftig kritik har de nedtonet dette vrøvl, og deres program ser jo helt fornuftigt ud. Jeg har aldrig set nogen videnskabelig dokumentation for programmet, og det er uvist hvor mange der falder fra, og hvor godt vægttabet bevares.

Det er dog fortsat mystisk, at man skal spare på mejeriprodukter, som er proteinrige og indeholder nødvendig kalk. Meget tyder på at hvis kalkindtaget under en slankekur bliver for lavt, så bliver man skrigende sulten.

Per Brændgaard:
Diæten er udmærket som hjælp til at gå ned i vægt. Men den er alt for ekstrem og ufleksibel til, at man kan overholde den i længere tid og til, at den kan blive til en naturlig måde at spise på for de fleste mennesker. Der er ikke dokumentation for, at konceptet fører til varigt vægttab. Men hvis man insisterer på en slankekur baseret på rigtig mad, så er Vægtkonsulenternes kur et godt bud.

Men igen: Lad os dog droppe alle disse slankekure og begynde at tage os selv alvorligt i stedet for. Hvis der er noget, der er videnskabelig bevist inden for ernæringsområdet, så er det, at diæter, uanset hvilken diæt det drejer sig om, ikke giver et stort, varigt vægttab. Vi er nødt til at gribe det an på en helt ny og anderledes måde.

Ginny Rhodes:
Som slankekur kan vægtkonsulenternes program være udmærket. Her er mulighed for at komme til kontrol.

Kostrådene, som skitseret her, er ganske fornuftige, da de ligger tæt op ad de officielle kostråd. Dog er der meget fokus på en meget stor mængde frugt og grønt, hvilket kan være noget overvældende at tygge sig igennem.

Som modtræk til sukker benytter vægtkonsulenterne sig i vid udstrækning af kunstige sødemidler, ligesom opskrifterne ofte indeholder brug af essenser. Det er derfor en smags- og tilvænningssag, om man bryder sig om denne madlavningsteknik og kan følge disse retningslinier.

Spørgsmålet er, om man efterfølgende kan holde vægttabet baseret på vægtkonsulenternes program, fordi der bruges andre ingredienser, end de fleste normalt gør i deres madlavning. Dermed er der risiko for at kiloene sniger sig på igen, fordi man vender tilbage til de gamle spisevaner

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere