1800 kr. for et lægebesøg

Private vagtlæger i høj kurs: Velbeslåede danskere og kendte betaler gerne for, at en privat vagtlæge kommer

Mange mennesker i hovedstadsområdet og Nordsjælland er villige til at betale for hurtig lægehjælp i det private. (Modelfoto: Uwe Umstätter)
Mange mennesker i hovedstadsområdet og Nordsjælland er villige til at betale for hurtig lægehjælp i det private. (Modelfoto: Uwe Umstätter)
Har du penge, kan du få, har du ingen, må du gå til en almindelig praktiserende læge.

Et stigende antal danskere er blevet så trætte af servicen hos landets vagtlæger og praktiserende læger, at de er villige til at betale for hurtig lægehjælp i det private.

Det oplever man blandt andet hos Copenhagen Doctors, der har tre fuldtidsansatte læger. Firmaet kører ud til private i Københavnsområdet og dele af Nordsjælland og tager 1400-1800 kroner for et sygebesøg.

I år forventer firmaet at have 2600 hjemmekonsultationer – en stigning på 65 procent i forhold til 2006.

Trætte af ventetid
– Mange af vores kunder føler, at servicen i det offentlige sundhedsvæsen halter, siger direktør og cheflæge i Copenhagen Doctors, Frank Weyhe.

– De er trætte af ventetiden, og i dag bliver man jo nærmest nødt til at tage en sygedag, når man skal til læge, fordi systemet er ufleksibelt og uden mulighed for aftenkonsultation og hjemmebesøg. Vi kan døgnet rundt være hos kunden inden for en halv time til tre kvarter efter, de har ringet, og det vil folk godt betale for, siger han.

Frank Weyhe lægger ikke skjul på, at han har flere kunder i Søllerød end i Ishøj, men ellers er klientellet meget forskelligt.

– Det er både børnefamilier og enlige ældre, men vi har også en del skuespillere og andre kendte, der ikke har lyst til at sidde flere timer i et venteværelse. De sætter stor pris på den diskretion, vi kan tilbyde, siger han.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Michael Dupont, tager konkurrencen fra privatlægerne med ophøjet ro.

Ikke noget problem
– Jer ser ikke noget problem i, at en lille gruppe danskere vil betale ekstra for den service. Der er tale om meget lille marked, siger han.

– Du frygter ikke, vi får et system, hvor de rige får den bedste lægehjælp?

– Det kan godt gå hen og blive et problem, hvis vi får en stor mangel på praktiserende læger inden for sygesikringen, og der samtidig opstår et stort privat marked, som vi har set det med privathospitaler, der kan lokke læger med høje lønninger, siger Michael Dupont.


0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere