Gravide au pair-piger smides ud af landet

Au pair piger mister deres opholdstilladelse i Danmark, hvis de bliver gravide, skriver fagbladet FOA

Hvis en au-pair pige fra f.eks. Filippinerne bliver gravid, bliver hun ifølge FOA sendt ud af landet. (Foto: Pernille Westh)
Hvis en au-pair pige fra f.eks. Filippinerne bliver gravid, bliver hun ifølge FOA sendt ud af landet. (Foto: Pernille Westh)

Kvinder, der bliver gravide, mens de arbejder som au pair i Danmark, mister deres opholdstilladelse og skal rejse hjem inden for 30 dage. Det står i skærende kontrast til, at kvinder i Danmark normalt er beskyttet mod fyring, når de er gravide og har ret til barsel.

Det skriver fagbladet FOA.

Se også: Læge vil ændre au pair pigers sexvaner

Professor i socialret Kirsten Ketscher vurderer, at det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel otte om retten til et privatliv og familieliv.

- Det, at au pairer ikke må få børn i Danmark, er en massiv krænkelse af privatlivet. Det er ubegribeligt, at Danmark vil lægge navn til sådan en au pair-ordning, siger hun til Fagbladet FOA.

Fagbladet har været i kontakt med en række au pair piger, som er blevet gravide under deres ophold i Danmark.

Se også: FOA: Au pair piger mangler viden om prævention

32-årige Edna Ferrer fra Filippinerne blev gravid med en dansk mand, da hun var au pair i Danmark. Den danske mand viste sig at være gift i forvejen og have børn med en dansk kvinde. Han ville ikke skrive under på en faderskabssag. Edna Ferrer bor i dag i hovedstaden Manila, hvor hun arbejder som hushjælp, mens hendes halvdanske datter Janna Ferrer på knap to år bor i en landsby en dagsrejse derfra.

- Jeg havde læst alle reglerne. Derfor skjulte jeg graviditeten et stykke tid, mens jeg ventede på, at faderen ville beslutte sig for, om jeg kunne blive, men det gjorde han ikke. Så jeg besluttede mig for at rejse hjem, for jeg ønskede ikke at blive illegalt i Danmark, siger hun til FOA TV.

De kvinder, Fagbladet FOA har kendskab til, er rejst hjem, før de fik inddraget deres opholdstilladelse, eller er gået under jorden i Danmark for at føde deres børn.

Myndighederne får langt fra kendskab til alle sager. Men hvis myndighederne får oplysninger om, at en au pair er gravid, inddrager de opholdstilladelsen.

Det sker 5-10 gange om året, at Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering inddrager opholdstilladelsen fra en au pair, fordi hun er blevet gravid, oplyser souschef i styrelsen Caroline Henault til FOA.

0 kommentarer
Vis kommentarer