Tømmermænd fordobler risikoen for slagtilfælde

Risikoen for slagtilfælde stiger, hvis du har tømmermænd bare en gang årligt

(Foto: AP/Johnny Green)
(Foto: AP/Johnny Green)

Drikker du for meget på en gang, får du tømmermænd i mere end en forstand. Din risiko for slagtilfælde stiger nemlig, hvis du har tømmermænd bare en enkelt gang årligt.

Det viser en finsk befolkningsundersøgelse, hvor man har fulgt midaldrende mænds alkoholforbrug i 11-20 år for at gennemskue de sundhedsskadelige virkninger på hjertekar-systemet.

Ikke overraskende viser et for højt alkoholforbrug sig at være forbundet med en række sundhedsskadelige virkninger – blandt andet øget åreforkalkning, der har vist sig at medføre flere former for hjertekarproblemer.

Åreforkalkning medfører at blodgennemstrømningen kræver større pres for at komme ud i kroppen, og et forhøjet blodtryk er forbundet med en højere risiko for blandt andet slagtilfælde – der enten kan skyldes blodpropper i eller for lidt blod til hjernen.

Men udover at bekræfte denne viden, så viser den finske undersøgelse også, at tømmermænd øger risikoen for slagtilfælde - også selv om man for eksempel kun har haft tømmermænd efter nytårsaften, altså bare en gang om året.

Læs også: Drop bare nogle af smøgerne og undgå et slagtilfælde

Men endnu værre er, at det ikke er mængden af alkohol, men selve det at man har fået tømmermænd, der synes at føre til den øgede risiko for slagtilfælde. Det er dog klart, at det oftest kræver mere end en enkelt eller to genstande for at få tømmermænd.

Rammes meget tidligere
Den finske undersøgelse er baseret på en undersøgelse af 2466 mænd i det østlige Finland, der har deltaget i FinDrink Studiet. Ingen af dem havde ved undersøgelsens start haft et slagtilfælde, men i løbet af undersøgelsen blev 206 ramt af et slagtilfælde.

Symptomerne på slagtilfælde er for eksempel halvsidig ansigtslammelse, halvsidig lammelse af arm og/eller ben eller sprogforstyrrelse - for eksempel problemer med at finde ord. Omkring 12.000 danskere rammes hvert år.

Undersøgelsen viste især en forøget risiko for slagtilfælde hos mænd, der drak mindst seks genstande på en gang. Altså et omfang, der vel ikke er ualmindeligt en fredag aften i godt selskab. For slet ikke at tale om nytårsaften.

Læs også: Så mange år tidligere får du slagtilfælde efter bare tre genstande dagligt

Risikoen for at få et slagtilfælde var gennemsnitligt mere end dobbelt (2,33 gange) så stor for personer, der havde haft en eller flere tømmermænd i løbet af et år. Gennemsnittet dækker over et udsving for en forøget risiko fra 1,19 til 4.56.

Undersøgelsen er resultatet af en doktorafhandling, som Sanna Rantakömi har fremlagt ved universitetet i Østfinland i Kuopio, og som netop er offentliggjort i Acta Neurologica Scandinavica.

Tidligere undersøgelser har vist, at risikoen for slagtilfælde stiger markant, hvis man drikker mere end de anbefalede en til to genstande om dagen. En fransk undersøgelse viste sidste år, at af de personer, der har fået et slagtilfælde, fik personer, der drak tre genstande om dagen, gennemsnitligt anfaldet 14 år tidligere.

Læs også: Tømmermænd bliver mildere med alderen

Mens et moderat alkoholforbrug har vist sig at medføre en lavere risiko for slagtilfælde end afholdenhed, har et stort alkoholforbrug vist sig at medføre en øget risiko for slagtilfælde og dødelighed som følge af slagtilfælde.

Ud over alkoholforbrug, er de vigtigste risikofaktorer for slagtilfælde et forhøjet blodtryk, koronararteriesygdom, hjerteinsufficiens, atrieflimren, diabetes 2, rygning, overvægt og forhøjede niveauer af kolesterol.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere