Forsker revser pille-leksikon

Sundhedsstyrelsen må afgøre, om lægernes opslagsværk laver ulovlig reklame for medicin. Det mener dansk forsker.

Forsker ved det uafhængige forskningscenter Nordisk Cochrane Center mener at lægernes opslagsværk er på kant med loven. Foto: Tariq Mikkel Khan
Forsker ved det uafhængige forskningscenter Nordisk Cochrane Center mener at lægernes opslagsværk er på kant med loven. Foto: Tariq Mikkel Khan

Landets læger kender alle hjemmesiden pro.medicin.dk. Her kan de finde svar på spørgsmål angående den medicin, de udskriver. Siden har dog flere gange været under beskydning, fordi den er ejet af lægemiddelindustrien og den dobbeltrolle mener flere kritikere er yderst uheldig.

Og nu raser kritikken igen. I en kronik på Ugeskrift for Lægers hjemmeside kritiserer forsker ved Nordiske Cochrane Center Jeppe Schroll nemlig hjemmesiden, fordi den vejleder om, hvordan forskellige lægemidler kan bruges til behandling af lidelser, som de slet ikke er godkendt til at behandle.

Se også: Novo under anklage: Skjulte sandheden om medicin

Schroll har talt samme, at 55 af lægemidlerne på hjemmesiden indtil videre har fået tilføjet et punkt, der hedder "ikkeregistreret indikation", hvor man altså fortæller, at pillen også kan bruges imod andre ting end lige det, den er godkendt til at behandle.

'ADHD-medicin kan nu bruges "ikkeregistreret" til voksne, selvom præparaterne ikke er godkendt til dette. Chlorprothixen (et antipsykotikum) kan bruges til angsttilstande, et område hvor der er rigeligt med mindre farlige alternativer, der rent faktisk er testet og godkendt til netop dette formål.' skriver Jeppe Schrol i sin kronik.

Forskeren peger i sin kronik på, at det er ulovligt at reklamere for, at piller bruges imod lidelser, de ikke er godkendt til - også kendt som off label brug. Og han beder derfor myndighederne om at kigge på sagen.

'Med industrien som afsender må det være en sag for Sundhedsstyrelsen at afgøre, om der er tale om ulovlig reklame.' skriver han.

Se også: Nemme penge: Læger har nem adgang til pille-job

Det er styrelsen dog hurtig til at fastslå, at der ikke er. I et svar til kronikken skriver kontorchef Karsten Jørgensen:

'Vi har jævnligt og i varierende anledninger forholdt til, om disse forskellige publikationer falder ind under begrebet "lægemiddelreklame". Det har vi ikke hidtil ment, og det mener vi fortsat ikke, at de gør. Ganske enkelt fordi der, som vi ser det, ikke er tale om publikationer, der har til formål at fremme ordinering, udlevering, salg eller forbrug af lægemidler.'

Se også: Sex og Samfund i lommen på pille-firma

Også hos ejerne af hjemmesiden melder man hus forbi på kritikken. I et svar til kronikken forklarer sidens bagmænd, at teksterne på hjemmesiden bliver til uden direkte indblanding fra lægemiddelproducenterne.

Desuden forklarer man, at man altid har skrevet ikkeregistreret brug ind på siderne. Tidligere stod der bare ikke, hvad der var ikkeregistreret, og hvad der var registreret.

'Det kunne give anledning til kritik. Derfor har vi valgt at tydeliggøre dem, og vi har bedt forfatteren om i de indledende afsnit at forklare, hvorfor de er inkluderede, samt at angive referencer.'

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere