Sundhedsstyrelsen: Fortrydelsespille duer ikke til alle kvinder

Sundhedsstyrelsen advarer nu om, at fortrydelsespillen Norlevo ikke virker, hvis man vejer mere end 80 kilo.

Norlevo er en fortrydelsespille, der bruges som nødprævention for at undgå uønsket graviditet efter ubeskyttet samleje, men nu lyder advarslen, at den ikke virker, hvis man vejer over 80 kilo. (Foto: Remy de la Mauviniere/AP)
Norlevo er en fortrydelsespille, der bruges som nødprævention for at undgå uønsket graviditet efter ubeskyttet samleje, men nu lyder advarslen, at den ikke virker, hvis man vejer over 80 kilo. (Foto: Remy de la Mauviniere/AP)

Fortrydelsespillen Norlevo virker ikke, hvis man vejer mere end 80 kilo. Vejer man 75 kilo eller mere er effekten væsentlig formindsket.

Sådan lyder advarslen fra Sundhedsstyrelsen.

Norlevo er en fortrydelsespille, der bruges som nødprævention for at undgå uønsket graviditet efter ubeskyttet samleje.

Nu tyder kliniske undersøgelser på, at den graviditetsforebyggende effekt afhænger af kvindens vægt og er væsentligt formindsket hos kvinder, der vejer 75 kg eller mere, og at der ikke er nogen effekt hos kvinder, der vejer mere end 80 kg.

Lægemiddelmyndighederne i Europa har vurderet den nye information, og anbefaler derfor, at kvinder, der har brug for nødprævention og vejer 75 kg eller mere, ikke anvender Norlevo.

I stedet skal de snarest opsøge læge med henblik på rådgivning om anden behandling.

Der findes en anden medicin til nødprævention, Ellaone, der kan benyttes i stedet for Norlevo, men den er receptpligtig, så man skal henvende sig til læge for at få en recept.

Det er også muligt at få opsat en kobberspiral. Dette er den mest effektive nødprævention, men kræver også henvendelse til læge, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Apoteker bedes være opmærksomme på kvinder, der henvender sig for at købe nødprævention. Ligesom læger også skal være opmærksomme, lyder rådet fra Sundhedsstyrelsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere