Statens Serum Institut løber tør for poliovaccine

Seruminstituttet kan ikke producere poliovaccine til danske børn. Vaccinationsprogram ændres midlertidigt.

Statens Serum Institut løber snart tør for poliovaccine til at vaccinere danske børn mod den alvorlige sygdom.

Det skyldes, at instituttet har haft tekniske problemer med produktionen af vaccinen, som indgår i det danske børnevaccinationsprogram, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Efter en udbudsrunde har det samtidig vist sig at være umuligt at skaffe tilsvarende vacciner i tilstrækkelig mængde fra andre producenter.

Statens Serum Institut har derfor måttet se sig om efter et alternativ til den sædvanlige poliovaccine, og det betyder, at vaccinationsprogrammet bliver ændret i en periode.

Danske børn tilbydes normalt en vaccination mod polio, når de er henholdsvis tre og fem måneder gamle, samt i ét- og femårs alderen.

Se også: FAKTA: Sådan ændres vaccinationerne af danske børn

Og børnene vil med de midlertidige ændringer fortsat blive beskyttet mod polio, men med en anden type vaccine, der samtidig beskytter mod hepatitis B.

Statens Serum Institut anslår, at 100.000 børn vil blive berørt af ændringen.

Udleveringen af vacciner, der er produceret på Statens Serum Institut, forventes at ophøre i begyndelsen af det nye år. Ændringen i vaccinationsprogrammet forventes at gælde frem til efteråret 2014.

Polio, som også kaldet børnelammelse, er en meget smitsom virus, der frem til midten af 1950'erne var almindelig i Danmark. I 1955 blev der indført vaccinationsprogram mod polio i Danmark, og det fik sygdomstilfældene til at falde.

Sidste kendte tilfælde, der er opstået i Danmark, var i 1976.

0 kommentarer
Vis kommentarer