Hvor ofte har kroppen brug for et bad?

De ældre skal have ret til at komme i bad mindst to gange om ugen, lyder det fra Enhedslisten. Men hvor ofte skal man egentlig gå i bad, hvis man spørger videnskaben til råds?

Midt i debatten om, hvorvidt ældre skal have krav på mindst to bad om ugen, er der hele den videnskabelige tilgang til spørgsmålet om, hvor mange gange om ugen man egentligt bør gå i bad. (Foto: Colourbox)
Midt i debatten om, hvorvidt ældre skal have krav på mindst to bad om ugen, er der hele den videnskabelige tilgang til spørgsmålet om, hvor mange gange om ugen man egentligt bør gå i bad. (Foto: Colourbox)

Finanslovsforhandlingerne er overstået, og et af stridspunkterne i det ugelange forløb, var Enhedslistens krav om, at ældre skal have ret til at komme i bad mindst to gange om ugen. Kravet fik opbakning fra blandt andet Ældresagen og flere ældre borgere, som stod frem og fortalte, at de var utilfredse med, at de kun fik hjælp til at komme i bad én gang om ugen.

Andre plejehjemsbeboere stod derimod frem i medierne og fortalte, at de hverken havde lyst eller behov for at komme i bad hele to gange ugentligt. Men findes der nogle videnskabelige retningslinjer for, hvor tit vi skal bade vores krop?

Videnskab.dk har bedt en række forskere om at give deres bud på, hvor ofte man bør gå i bad. Få alle deres vurderinger og gode baderåd her.

Allerførst skal vi dog lige kaste et blik på, hvordan det står til med danskernes badevaner.

Flere af forskerne påpeger nemlig, at for bare få generationer siden, var det helt normalt at nøjes med at hoppe i bad én enkelt gang om ugen – eller måske endda langt sjældnere.

- Vi har været i stand til at overleve i titusinder af generationer uden sæber og brusebade, så vi kan selvfølgelig sagtens overleve uden at blive vasket. Det med det hyppige vaskeri er jo i virkeligheden en helt ny opfindelse, som er fulgt med industrialiseringen. I 16-1700-tallet lugtede selv hoffet forfærdeligt, påpeger professor og dermatolog Jørgen Serup, som har forsket i, hvordan sæbe påvirker huden.

Læs også hos Videnskab.dk: Skal jeg bruge håndsæbe eller flydende sæbe?

I dag står det derimod helt anderledes til med danskernes badevaner og sæbeforbrug – i 2009 viste en rundspørge eksempelvis, at halvdelen af danskerne badede 6-7 gange om ugen.

Kun knap to procent af danskerne gik til gengæld i bad en enkelt gang om ugen eller mindre, lød det i undersøgelsen, som blev lavet for nyhedsbureauet Newspaq.

Men hvor ofte burde vi så hoppe ind under bruseren, hvis vi vil have de mest optimale badevaner?

Læs også hos Videnskab.dk: Bakterier trives i din bruser

Helt kort, lyder forskernes vurderinger af ulemperne ved at gå i bad sådan her:

• Hudens naturlige fedtlag kan blive skrubbet væk, og huden kan blive tør – især hvis man har en sart hud

• På huden sidder naturlige bakterier, som blandt andet beskytter os mod sygdomme – disse kan blive fjernet ved for hyppig badning

• Sæbe kan virke irriterende og allergifremkaldende for huden.

Blandt fordelene, som forskerne nævner er:

• Et bad kan fjerne uønsket lugt af sved og lignende

• Et bad kan fjerne uønskede stoffer fra huden

• Et bad kan give velvære

Men hvad er så konklusionen - hvor ofte skal vi smide tøjet og hoppe ind under bruseren?

Læs også hos Videnskab.dk: Går muslimer glade i bad?

Her kan forskerne i hvert fald blive enige om, at der ikke findes et entydigt svar, som alle mennesker kan følge. Den amerikanske forsker og leder af afdelingen for dermatologi på University of California påpeger, at »mikroberne på vores krop er ret unikke for individet, alderen, kønnet, og hvilket miljø man bor i.«

- Så hvad er den bedste bade-frekvens? Det er her spørgsmålet om det specifikke individ er afgørende. Hvis du er en person, som er meget udsat for skadelige mikrober, så skal badningen være mere hyppig.«

- Hvis du er en person, som kun har en lille mængde beskyttende olier på huden og kun har få patogener (sygdomsfremkaldende stoffer, red.) på huden, så er det bedst at bade mindre ofte. Håndvask bør ske flere gange dagligt, men badning af hele kroppen kan være meget mindre hyppigt, siger professor Richard Gallo.

Fra Ole E. Sørensen på Lunds Universitet lyder svaret sådan her:

- Det er meget svært at sige noget håndfast om. Hvis man bor på plejehjem og går med ble, så lyder to gange om ugen, som man i øjeblikket diskuterer, som alt for lidt. For andre er det ikke nødvendigt at bade to gange om ugen. Dronning Victoria gik i bad én gang om ugen i sommerhalvåret, men kun to gange om måneden om vinteren - og hun nåede da at blive gammel, siger Ole E. Sørensen.

Konklusionen på spørgsmålet om, hvor ofte man bør gå i bad, må altså være, at der ikke findes en universel bade-opskrift, som gælder alle mennesker. Der er forskellige fordele og ulemper ved vandpjaskeriet – og alt afhængig af, hvem man er, bør man vælge sin badehyppighed med omhu.

Læs også hos Videnskab.dk:

Morgensurhed varer hele dagen

Blæksprutte sugede på delfins ædlere dele

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere