Jeg frygtede fransk silicone i mine bryster

Gry Hallgren, der var tv-kendis i TV3's 'Farmen' var så bange for, at hun havde fået sundhedsskadelige franske siliconeimplantater i brysterne, at hun var ved at få dem opereret ud

Gry Hallgren var nervøs for, at hun havde fået skadelige siliconeimplantater i sine bryster. (Privatfoto)
Gry Hallgren var nervøs for, at hun havde fået skadelige siliconeimplantater i sine bryster. (Privatfoto)

Gry Hallgren var så nervøs for, at hun havde fået skadelige franske siliconeimplantater i sine bryster, at hun var tæt på at få dem opereret ud, efter det kom frem, at Privatklinikken, hvor hun blev opereret i 2004, havde brugt implantaterne på danske kvinder.

Det siger hun i dag til Ekstra Bladet, efter en domstol i Marseilles idømte Jean-Claude Mas, den 71-årige grundlægger af det franske implantat-firma PIP, fire års fængsel.

Se også: Fire års fængsel for farlige bryst-implantater

Gry Hallgren, der blev kendt i tv-programmet 'Farmen' på TV3, fortæller, at det var meget ubehageligt, at hun ikke vidste, om der var implantater fra det franske siliconefirma i hendes bryster.

- Det er så ubehageligt. For jeg har jo mand og tre børn. Det er rigtig, rigtig ubehageligt at gå og tænke på, at man kunne have gået med sådan noget i så mange år, og muligvis være blevet dødeligt syg af det, siger Gry Hallgren.

Der blev solgt 45 implantater til Privatklinikken Aps. i København i perioden 2007 og 2008, og klinikken er nu lukket.

Se også: Jeg ved ikke, hvad der er i mine bryster

De patienter, der har fået PIP implantater i denne periode på Privatklinikken har ikke kunnet efterspores, da journalerne fra klinikken er bortkommet, skriver Sundhedsstyrelsen på deres hjemmeside.

- Vi lagde jo pres på Sundhedsstyrelsen herhjemme. Og min indbakke blev efterfølgende stormet med bekymrede piger, som havde fået lavet bryster samme sted som mig, siger Gry Hallgren.

Blandt andet derfor gik Sundhedsstyrelsen ind og kortlagde nøjagtig, hvor implantaterne var blevet solgt.

Se også: Sundhedsstyrelsen: Bryst-skandale kan blive politiets ansvar

På den måde fandt Gry Hallgren ud af, at hun ikke havde fået de franske implantater i brysterne.

Hun var selv tæt på at få dem opereret ud, men hun blev overbevist om, at hun skulle slå koldt vand i blodet.

- Det var jeg personligt meget glad for. Men det var jo alligevel ubehageligt at gå med den uvished. Og der var mange, der gik rundt med den uvished og frygt, siger den 35-årige kvinde.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har der i Danmark været anvendt 76 af de franske implantater, og 16 implantater er blevet opereret ud igen.

Der er 21 kvinder i Danmark, der har fået indsat PIP implantater på offentlige hospitaler.

Alle kvinder, der er opereret på offentlige danske hospitaler har været indkaldt til samtale og undersøgelse i 2012.

I alt var fem chefer fra implantat-firmaet Poly Implant Prothèse (PIP) anklaget for at sælge skadelige implantater. De fire øvrige chefer blev også dømt tirsdag, men de fik mildere straffe.

Over 5000 kvinder har sagsøgt firmaet for at bruge industrisilikone til brystimplantater. Ifølge sundhedsmyndighederne har PIP's implantater en dobbelt så stor risiko for at briste som andre implantater.

Denne anklage er ganske alvorlig set i lyset af, at 4000 kvinder har rapporteret om læk på deres implantater.

Sundhedsmyndigheder i adskillige europæiske lande har dog fastslået, at implantaterne ikke er giftige og ikke øger risikoen for brystkræft.

0 kommentarer
Vis kommentarer