Sundhedsstyrelsen: Vi har stadig et ton tamiflu

De vidste godt, at tamiflu havde en lille effekt, men Sundhedsstyrelsen rådede alligevel politikerne til at købe midlet, fordi der ikke var alternativer

Sundhedsstyrelsen har stadig et ton tamiflu-pulver, som vil kunne omdannes til ti millioner piller. (Foto: Jan Unger)
Sundhedsstyrelsen har stadig et ton tamiflu-pulver, som vil kunne omdannes til ti millioner piller. (Foto: Jan Unger)

På et hemmeligt sted i Danmark ligger der lige nu et ton af influenzamidlet tamiflu i pulverform. Det oplyser administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen Else Smith.

Pulveret kostede omkring 65 millioner kroner og blev købt som en del af influenzaberedskabet, da Danmark i 2005 blev grebet af fugleinfluenza-panik.

Men et nyt britisk studie har netop konkluderet, at tamiflu har meget begrænset effekt. Den bekymring havde Sundhedsstyrelsen dog allerede, da den rådede landets politikere til at købe midlet.

Se også: Forskere: Vi spildte millioner på influenzamedicin

- Vi har altid sagt, at effekten er meget beskeden specielt i forhold til at forebygge influenza. Men der kan være effekt i forhold til risikogrupper altså personer, der f.eks. har lunge- og hjertesygdomme eller som på anden måde har særlig risiko, forklarer Else Smith.

Når Sundhedsstyrelsen alligevel i 2005 rådede landets politikere til at købe tamiflu, var det for at sikre, at man havde et beredskab, og fordi, man ikke havde alternative midler til at bekæmpe et eventuelt udbrud af en ny type influenzavirus.

- Men vi har købt langt mere moderat end andre lande. I Danmark foretog Sundhedsstyrelsen en faglig risikovurdering, som politikerne valgte at følge, forklarer Else Smith.

Se også: Eks-minister: Vi håndterede svine-panik flot

Storbritannien har således brugt fem milliarder kroner - eller cirka 75 gange så mange penge, på tamiflu og det lignende influenzamiddel relenza, som Danmark - det selv om landet kun har 12 gange så mange indbyggere.

Det forholdsvis lille indkøb var ifølge Else Smith ikke den eneste fornuftige beslutning, som Sundhedsstyresen og landets politikere tog, da man indkøbte tamiflu.

- Andre lande købte midlet som tabletter, men vi besluttede at købe det som pulver, som kan holde sig meget længere, fortæller Else Smith, der forklarer, at pulveret i alt vil kunne omdannes til omkring ti millioner tabletter.

0 kommentarer
Vis kommentarer