Uenige e-dampere ryger videre

Amerikansk studie skræmmer ikke danske e-dampere

I røg og e-damp. (Foto: Martin Lehmann)
I røg og e-damp. (Foto: Martin Lehmann)

Et frisk amerikansk studie, som konkluderer, at kemikalier i e-cigaretterne i værste tilfælde kan udløse kræft hos tidligere rygere, skræmmer ikke de danske e-dampere.

'Hvad der er vigtigt at bemærke i det studie, Ekstra Bladet henviser til, er, at dette er et præ-klinisk studie, der blot skal afgøre, om der er en mulig forbindelse mellem e-væske og lungekræft. Af disse resultater i præ-kliniske studier, bliver langt hovedparten senere tilbagevist i det endelige studie, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk e-Damper Forening (DADAFO).

Se også: Nu skal e-cigaretten under kontrol

I forsøget lagde man lungeceller ned i den væske, der bruges i e-cigaretter - og udsatte på samme måde lignende celler for cigaretrøg. I begge tilfælde kunne der udløses kræftlignende adfærd i de særligt følsomme lungeceller.

Forskerne understreger, at de ikke kan bevise, at rygning af e-cigaretter som sådan giver kræft. Men der er en sundhedsrisiko, som man i dag slet ikke kender rækkevidden af.

- Der er en masse, vi ikke ved om e-cigaretterne. Og en af bekymringerne er, at nogle af de kemiske stoffer kan udgøre en helbredsrisiko, siger lederen af det nye studie, doktor Steven M. Dubinett, til New York Times.

Se også: Forskere: E-cigaretter kan udløse lungekræft

DADAFO undrer sig over valget af indikatorer for kræftpotentiale, som var 'lungeceller med mutationer i P53 proteinet og KRAS genet'.

- At man vælger at bruge P53 proteinet og KRAS gen mutationer, og samtidig henviser til e-damp, er en mærkelig type forskning, da disse mutationer sandsynligvis slet ikke er til stede i folk der damper.

SUNDHEDSSTYRELSEN: Det mener vi om e-cigaretter

- Men ikke mindst, så glemmer Ekstra Bladet at nævne, at i celleprøven, hvor der blev benyttet e-væske, der var sammenlignelig med det nikotinniveau, man havde fundet i e-dampere - der udviste lungecellerne ingen tegn på invasiv adfærd. Man konkluderede altså fra forskernes side, at der ingen kræftrisiko var. Det eneste tilfælde man fandt en kræftrisiko, var i e-væsken med et meget højt indhold af nikotin.

- Og det skal her bemærkes, at hvor højt indholdet var, vil ikke engang forskerne fortælle om. Det er svært ikke at antage, at indholdet af nikotin var meget højt - og på ingen måde sammenligneligt med indholdet i en e-damper', udtaler DADAFO’s formand Christian Jakobsen i pressemeddelelsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer