Politikere: Hash-lov må ikke koste uskyldige kørekortet

Passiv hashrygning kan koste sygeplejersker deres job - nu er flere af Folketingets partier klar til at kigge på loven igen

Pia Harbo er hjemmesygeplejerske og frivillig på værestedet Perronen på Lolland Falster. Hun møder mange klienter, der ryger hash. Hun frygter derfor, at passiv hashrygning kan give hende en dom for hashkørsel. (Foto: Per Rasmussen)
Pia Harbo er hjemmesygeplejerske og frivillig på værestedet Perronen på Lolland Falster. Hun møder mange klienter, der ryger hash. Hun frygter derfor, at passiv hashrygning kan give hende en dom for hashkørsel. (Foto: Per Rasmussen)

HJÆLP OS: Har nultolerancen for stoffer ramt dig urimeligt? Tip din historie på en mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

I søndags skrev Ekstra Bladet om Pia Harbo, der er hjemmesygeplejerske og frivillig på et værested. Hun er bange for at miste sit kørekort, når hun er udsat for passiv hashrygning.

Du får nemlig taget dit kørekort, hvis du kører med hash-rester i blodet. Uanset om du selv har røget eller ej.

Det er et problem, som flere retsordførere kan se vigtigheden i.

EL: Vil tage det op med ministeren
- Det er absolut ikke rimeligt, at de her faggrupper risikerer at miste deres kørekort, og jeg kan sådan set godt forstå deres bekymring, siger Pernille Skipper, der er retsordfører for Enhedslisten.

- Når vi har en streng lovgivning omkring kørsel, så er det jo fordi, at vi vil undgå, at folk kører i påvirket tilstand.

- Og så virker det jo helt urimeligt at straffe folk, der ikke er påvirkede. Især fordi, at det kan have nogle store konsekvenser. Folk kan miste deres job, hvis de er afhængige af at køre bil i deres arbejde, siger hun.

Se også: Sygeplejersker kan blive dømt for patienters rygning

- Hvorfor stemte I ikke imod dengang loven blev vedtaget i 2006?

- Vi var allerede bekymrede dengang, og det var derfor, at vi hverken stemte for eller imod, siger Pernille Skipper.

- Dengang var det ikke de her specifikke faggrupper, vi tænkte på, men vi har hele tiden haft en generel bekymring om, at det ikke er rimeligt, at man skal miste sit kørekort, når man faktisk kører fuldt forsvarligt, siger hun.

- Gør I noget for at sætte fokus på det nu?

- Vi har flere gange forsøgt at lave ændringsforslag, hvilket der ikke var flertal for, så vi bruger enhver anledning til at tage det her op. Derfor giver denne her historie også grund at tage spørgsmålet op med ministeren igen, siger Pernille Skipper.

K: Vil gerne drøfte sagen
Også i Det Konservative Folkeparti kan man forstå sygeplejerskernes bekymring.

- Det er bestemt ikke rimeligt, at de risikerer at miste deres kørekort, siger Tom Behnke, der er retsordfører i Det Konservative Folkeparti.

- Det er klart, at hvis de her tilfælde findes, så vil jeg gerne være med til at se på, om vi kan justere på en måde, så uskyldige mennesker ikke kommer i klemme, siger han.

Pia Harbo er frivillig sygeplejerske på værestedet Perronen. Hun frygter, at hun mister sit kørekort, fordi hun er udsat for passiv hashrygning. (Foto: Per Rasmussen) Vagthund Sygeplejerske: Jeg vil ikke straffes for at hjælpe misbrugere

- Jeg har ikke lige løsningen, men hvis regeringen kommer med et udspil på det her område, så vil vi absolut se positivt på det.

- Vil du gøre noget ved det selv?

- Vi vil være positivt indstillede over for at gå ind i sådan en drøftelse, men det må være regeringen, der løfter en sådan debat.

- Vi har den holdning, at der skal være nultolerance, men der kan være nogle helt specifikke faggrupper her, hvor man måske burde tage højde for det. Og det vil vi gerne være med til at drøfte, siger Tom Behnke.

S: Plejepersonale skal slet ikke udsættes for hash-rygning
Hos Socialdemokraterne står man først og fremmest fast på, at plejepersonale ikke skal udsættes for hash-rygning.

- Det er fuldstændig urimeligt, hvis de her faggrupper skal sidde steder, hvor der ryges hash.

- Det er jo ikke lovligt, og der er klare regler på det her område - man er ikke forpligtet til at hjælpe, hvis der ryges. Så personalet skal selvfølgelig ikke gå ind steder, hvor der ryges hash.

- Det har de retten til at afvise, siger Trine Bramsen, der er retsordfører for Socialdemokraterne.

- Plejepersonalet giver udtryk for, at der kan opstå akutte situationer, hvor de har svært ved at sige nej til at hjælpe. Er der ikke et problem her?

- Hvis det er en akut situation, så er det jo klart, at det vil indgå i sagen og i strafudmøntningen. Der skal jo ret meget til, før det her vil ske, og jeg synes, at det er et lidt tænkt eksempel, siger hun.

- Hvad så, når de akutte situationer opstår alligevel?

- Hvis de i en akut situation er nødsaget til at gå ind i en hashtåge, så kan man jo vælge at rapportere det tilbage til sin arbejdsgiver, så det bliver noteret.

- Det er også vigtigt, at plejepersonalet kan kontakte politiet, og at der er en opmærksomhed på det her, siger Trine Bramsen.

- Politiet siger, at de ikke afgør om der er tale om passiv hashrygning eller ej, de holder sig til reglerne om, at hvis der er hash i blodet, så anholder de den pågældende person?

- Hvis plejepersonalet og politiet giver udtryk for, at der er behov for at vi indskærper situationer, hvor man har mistanke om, at man har været udsat for passiv hashrygning i forbindelse med en akut situation, så tager vi gerne den diskussion, siger Trine Bramsen.

HJÆLP OS: Har nultolerancen for stoffer ramt dig urimeligt? Tip din historie på en mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

1 kommentar
Vis kommentarer