Vil bekæmpe sygdom: Sætter mikrochip på kameler

I et forsøg på at bekæmpe en dødelig sygdom indsætter Saudi-Arabien mikrochip på kameler

Kameler bliver iført mikrochip i et forsøg på at bekæmpe farlig sygdom. (Arkivfoto: AP)
Kameler bliver iført mikrochip i et forsøg på at bekæmpe farlig sygdom. (Arkivfoto: AP)

Kameler i Saudi-Arabien skal nu gå med mikrochip, har landets landbrugsministerium besluttet i et forsøg på at bekæmpe den farlige sygdom Mers (Middle East Respiratory Syndrome).

Initiativet skal hjælpe myndighederne med at finde ud af, hvordan smitten breder sig.

Mers har indtil videre kostet 147 personer livet i Saudi-Arabien, der er det værst ramte land. Jordan meldte forleden om, at fem personer er døde af sygdommen.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, undersøgte situationen i landet i sidste uge, og senere tirsdag holder organisationen et møde om sagen i Geneve.

Tidligere har myndighederne i Saudi-Arabien advaret om, at personer, der har med kameler at gøre, bør bære masker og handsker.

I udlandet har eksperter diskuteret, om luftvejssygdommen kan komme til mennesker via kameler, men i Saudi-Arabien, hvor kamelen har en særlig rolle i samfundet, har denne debat i praksis ikke eksisteret.

Saudi-Arabien er ellers det land, der er værst ramt af sygdommen. Omkring en tredjedel af de 483 saudiarabere, der er diagnosticeret med smitten, er døde, og lægerne har ikke noget middel mod sygdommen.

Mers blev første gang rapporteret for to år siden. Den minder om lungesygdommen Sars, der i 2002 dukkede op i Kina og siden bredte sig.

Sars kom oprindeligt fra dyr, og verden over mistede omkring 800 mennesker livet.

I Saudi-Arabien repræsenterer kameler en forbindelse til en vigtig, men svindende nomadetradition.

På det største dyremarked i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, i april sagde handlere og besøgende, at myndighederne da ikke havde oplyst dem noget om mulige forbindelser mellem dyr og Mers.

Forleden besøgte en fotograf fra Reuters et kamelmarked i Riyadh, og her var der kun én ud af omkring 20 handlende, som bar maske.

0 kommentarer
Vis kommentarer