Kommune til syg borger: Vi mangler at forsøge elektrochok

Lægekonsulenternes forslag: Speciallæger mener, at Pia er for syg til at arbejde. Men Norddjurs Kommune mener, at elektrochok kan hjælpe

HJÆLP OS: Har du oplevet at lægekonsulenter eller kommunen har underkendt dine lægeattester? Send os en mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

Kommuner er villige til at gå meget langt at holde alvorligt syge borgere åbne for arbejdsmarkedet.

Det må 48-årige Pia Jakobsen fra Norddjurs Kommune erkende.

I 33 år har svær depression, manio-depressivitet og personlighedsforstyrrelser gjort det meget svært for hende at have et arbejde. Og de seneste år er selv arbejdsprøvninger med optimale skåne-hensyn endt med sygemeldinger.

Se også: Norddjurs: Syge borgere er fanget i sort hul

Speciallægerne hos Lokalpsykiatrien Djursland, der har behandlet Pia Jakobsen i tre år, har da også flere gange konstateret, at hun får den optimale behandling, men at hun er så syg, at hun ikke kan komme til at passe et almindeligt arbejde.

Det er kommunens egne lægekonsulenter dog ikke enige i. Uden at have mødt Pia Jakobsen og uden særlig uddannelse inden for psykiatri vurderer de nemlig, at Pias arbejdsevne måske kan forbedres, hvis man for eksempel forsøger sig med elektrochok.

- Jeg er vred. For det første er lægekonsulenterne ikke uddannet inden for psykiatri.

- For det andet forstår jeg ikke, hvordan de kan udtale sig om den slags og foreslå elektrochok, uden at de har mødt mig, siger Pia Jakobsen.

Vagthund Trine slog kræften - men tabte til kommunens kendislæge

Pia Jakobsens historie kommer kort tid efter, at Ekstra Bladet har afsløret, at en lægekonsulent i Randers Kommune modsat tre speciallæger vurderede, at en kvinde godt kunne komme i arbejde, selv om hun var blevet alvorligt invalideret af strålebehandling under en kræftsygdom.

I Pia Jakobsens tilfælde modsiger kommunen to speciallægers vurderinger og læner sig i stedet op af lægekonsulenternes vurdering. Og så længe kommunen ikke mener, at alle behandlingsmuligheder er afprøvet, kan Pia Jakobsen ikke få det ressourceforløb, som kan afklare hendes arbejdsevne og være indgangen til et flexjob eller førtidspension.

- Jeg vil have en afklaring. Det vil betyde mere ro i hverdagen. Det fylder hele min hverdag og det forværrer min sygdom bedre, at jeg ikke ved hvad jeg skal, siger Pia Jakobsen.

Se også: Lægekonsulent om KOL-patient: Han kan sagtens arbejde

Heller ikke hos Norddjurs-borgmester Jan Petersen er der hjælp at hente.

I et brev til Pia Jakobsen citerer han lægekonsulenternes forslag om elektrochokbehandling og forklarer, at det blandt andet er denne vurdering, der ligger til grund for afslaget på et ressourceforløb.

- Jeg forstår ikke, hvorfor kommunen går mere efter, hvad lægekonsulenten siger, end efter hvad min egen læge og speciallægerne siger. Jeg mener, at de fortolker reglerne på den måde, som er bedst for deres økonomi, siger Pia Jakobsen.

- Ud fra den socialmedicinske forskning ved vi, at arbejde ofte er en væsentlig del af livskvaliteten og livs-indtægten, siger Vibeke Manniche om sin rolle som lægekonsulent. (Arkivfoto: Michael Stub/HER og NU) Vagthund Vibeke Manniche: - Syge elsker at arbejde

Kommunen vil sidst i maj vurdere, om den behandling Pia går til hos Lokalpsykiatrien Djursland har forbedret hendes arbejdsevne.

Det på trods af, at lokalpsykiatrien siger, at Pia Jakobsens arbejdsevne ikke kan forbedres, imens den speciallæge, der lavede en second opinion for kommunen, vurderede, at en bedring af arbejdsevnen ikke helt kunne udelukkes, men at det i så fald ville kræve mange års optimal behandling af få den til at gå fra ’meget nedsat’ til ’nedsat’.

- Jeg har spurgt kommunen, hvad det er i mine sygepapirer, der får dem til at mene, at jeg kan være arbejdsklar nu. Det har de ikke svaret på, konstaterer Pia Jakobsen.

Hun frygter, at kommunen vil vurdere hendes arbejdsevne som uafklaret, i de næste mange år.

Norddjurs Kommune skriver i en mail til Ekstra Bladet, at man ikke ønsker at stille op til interview.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere