Tilbud skal redde 150 danskere fra tarmkræft

1,6 millioner danskere får tilbud om tarmkræftscreening: Regionerne forventer at kunne afværge 150 dødsfald årligt med et nyt tarmkræft-screeningsprogram

Mandag skyder regionerne et nyt tarmkræft-screeningsprogram i gang til alle danskere mellem 50-74 år. Formålet er at finde kræft i tidlige stadier og derefter hurtigt kunne sætte gang i behandlingen, så sygdommen ikke udvikler sig.

Desuden er formålet at nedsætte forekomsten af tyk- og endetarmskræft ved at identificere og fjerne forstadier, før de udvikler sig til kræft.

- Det er alfa omega i kræftbehandling at finde sygdommen så tidligt som muligt, for så er helbredsmulighederne bedst. Derfor er det rigtig vigtigt at undersøge, om der er en tarmkræft under udvikling.

- Jeg er glad for, at regionerne nu er klar til at tilbyde tarmkræftscreening til mere end hver fjerde borger, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

Borgerne får med det nye screeningsprogram sendt et brev med prøvesæt og information om undersøgelsen, og man skal herefter selv tage en afføringsprøve derhjemme og sende den til laboratoriet.

Hvis de indsendte prøver viser, at der er blod i afføringen, bliver personen tilbudt en kikkertundersøgelse af hele tyktarmen og henvist til det faste forløb, som gælder for patienter, der er under udredning eller har fået konstateret kræft i ende- eller tyktarm.

- Jeg håber meget, at folk vil tage imod det. Det er jo lidt grænseoverskridende at få tilsendt et hylster, som man skal komme afføring i. Det er der nok nogen, som synes, er lidt underligt.

- Men jeg håber rigtig meget, at folk vil gøre det alligevel. For så er chancen for, at man bliver helbredt, hvis man er på vej til at udvikle noget, man ikke selv har bemærket, langt større, siger Bent Hansen.

Regionerne tror, at screeningsprogrammet vil afværge omkring 150 dødsfald blandt tyk- og endetarmskræftpatienter.

- Forventningerne er, at vi finder nogen, som er på vej til at udvikle tarmkræft langt tidligere, end hvis de selv skulle registrere de signaler, der er, når man får sygdommen, hvilket først og fremmest er blod i afføringen.

- Det kan spores langt tidligere ved screeningerne, og vi håber og tror, at vi kommer til at redde mange liv på denne måde, siger Bent Hansen.

Sådan fungerer tarmkræft-screeningsprogrammet

Regionerne forventer at kunne afværge 150 dødsfald årligt med et nyt tarmkræft-screeningsprogram.

- Et nyt tarmkræft-screeningsprogram, der lanceres mandag, er et tilbud til danskere i aldersgruppen 50-74 år. Tarmkræftscreeningen er vedtaget nationalt som en del af Kræftplan III fra 2010.

- Fra 2014-2018 vil samtlige borgere i aldersgruppen blive tilbudt at deltage i screeningsprogrammet. Herefter vil tilbuddet blive givet til borgere i målgruppen hvert andet år.

- Kræft i tyk- og endetarm er den tredjehyppigste kræftform i Danmark med cirka 4000 nye tilfælde om året svarende til, at én ud af 20 personer får tarmkræft.

- Hvert år dør cirka 2000 personer af sygdommen.

- Screeningsprogrammet bygger på Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende screening for tyk- og endetarmskræft fra maj 2010, senest revideret i november 2012.

- Regionerne er ansvarlige for at tilrettelægge, implementere og drive screeningsprogrammet.

- Man får tilsendt et såkaldt prøvetagningskit, når det er tid til at indsende en afføringsprøve. Kittet består af et ark papir, som anbringes i toiletskålen og kan skylles ud, og en prøveflaske med en lille børste til opsamling af afføringsprøven.

- Man tager en lille prøve af afføringen med børsten, som så klikkes ind i prøveflasken og sendes med posten.

- Ud af de cirka 1,6 millioner danskere, der over de næste fire år inviteres til at deltage i screeningsundersøgelsen, forventer regionerne, at cirka 60 procent vil deltage.

- Det anslås, at 5,3 procent af deltagerne i screeningsundersøgelsen skal tilbydes en koloskopi, fordi de har spor af blod i afføringen. På årsplan svarer det til cirka 22.000 koloskopier, og derfor vil koloskopi-kapaciteten på hospitalerne udvides.

- I gruppen af de 22.000 forventes det, at man vil finde cirka 2000 tilfælde af kræft og identificere cirka 9500 patienter med svære grader af forstadier til tarmkræft.

- Målsætningen er, at antallet af tarmkræftdødsfald årligt reduceres med 150.

- Omkostningerne til det nationale screeningsprogram er beregnet til cirka 202 millioner kroner det første år, men det stiger hvert år frem til 2023, hvor de årlige omkostninger ventes at blive cirka 400 millioner kroner.

(Kilde: Danske Regioner)

0 kommentarer
Vis kommentarer