Jørn Ege: Jeg misbruges i reklame for penisforlængere

Udenlandsk hjemmeside bruger den skandaleramte plastikkirurgs navn og design af stræk-apparater til mandlige kønsorganer, men har glemt at spørge om lov først

Jørn Ege er mest kendt for de penisforlængelser, der i 1990'erne kostede en række mænd blandt andet smerter og impotens. Nu reklamerer han dog ifølge en udenlandsk hjemmeside for et penisforlængende apparat. (Foto: Mogens Flindt)
Jørn Ege er mest kendt for de penisforlængelser, der i 1990'erne kostede en række mænd blandt andet smerter og impotens. Nu reklamerer han dog ifølge en udenlandsk hjemmeside for et penisforlængende apparat. (Foto: Mogens Flindt)

Drømmer du også om at få en større pjovert. Det er ifølge en udenlandsk hjemmeside slet ikke så svært eller dyrt. Netbiksen, SizeGenetics, lokker mænd, der sukker efter vokseværk i skridtet, til at investere i virksomhedens penisforlænger – de kan også få den gratis eller blive betalt for at reklamere for udstyret.

Jørn Ege bag designet
Udover de tilfredse mandlige kunder, der får lov til at fortælle deres succeshistorier, bruger SizeGenetics også læger som reklamesøjler. En af dem er den berømte og berygtede danske plastikkirurg Jørn Ege Siana, som får æren for at have designet apparatet, der i sin tid blev kaldt JES-Extender (JES er Eges initialer, red.).

Ikke et ord om fejlslagne operationer
Måske ikke overraskende nævner hjemmesiden ikke den række af mislykkede penisforlængelser tilbage i 90’ erne, som nok klæber mest til den skandaleramte læge herhjemme.

56-årige Jørn Ege blev i midten af februar løsladt fra fængslet, hvor han har afsonet to domme på sammenlagt fire år for skattesvig og kunsttyveri. Dengang fortalte han til BT, at han var færdig med Danmark og efter en lang ferie i Caribien ville flytte til Sydtyskland og åbne en ny klinik.

Læs også:

Se også: Skandalekirurgen ude af fængslet

- Jeg har jo trods alt behov for at komme i gang med at tjene nogle penge, lød det fra plastikkirurgen.

Ege har ikke givet tilladelse
Jørn Ege er dog ikke frivilligt gået med til at bidrage til et reklamefremstød for penisforlængere for at få penge i kassen, inden han i maj får sin autorisation tilbage.

I en mail skriver han til ekstrabladet.dk, at han ganske rigtig har opfundet penisforlængeren, som SizeGenetics reklamerer med, men:

'Jeg har ikke givet tilladelse til, at nogen overhovedet anvender mit navn i forbindelse med salg af traktionsapparater. I øvrigt er alle deres kurver, dem jeg har læst over virkningerne, selvopfundne', lyder det blandt andet i mailen.

Ege: Mange misbruger mit navn
Jørn Ege forklarer også, at han udviklede penisforlængeren, så patienterne undgik 'arvævskontraktion efter de penisforlængende operationer'.

'Før apparatet blev en del af den penisforlængde kirurgiske behandling, var der en hel del patienter der blev meget kede af, at penis igen trak sig tilbage efter nogle måneder', lyder det videre om apparatet, som Jørn Ege påstår 'som et plus' kan forlænge penis yderligere.

'At min extender yderligere har vist sig at kunne rette krummerikker så meget ud, at patienter i enkelte tilfælde kan undgå operation, er også en positiv del af apparatets virkningsområde', skriver han også, før han slutter med at konstatere, at:

'Den nævnte side er kun en af mange, der misbruger mit navn.

Bruger to danske plastikkirurger som reklame
En anden dansk plastikkirurg, som SizeGenetics også bruger til at rose penisforlængeren, anede heller intet om, at han bliver brugt som reklamesøjle.

- Gør jeg det?, udbryder Finn Worm Knudsen, der driver en plastikkirurgisk klinik i både København og Malmø.

Han forklarer til ekstrabladet.dk, at han ikke har givet SizeGenetics lov til at bruge hans navn, men tilføjer dog, at han ikke bliver fejlciteret.

- Jeg opererede med udstyret i 1993, men har ikke gjort det siden, siger han til ekstrabladet.dk og tilføjer, at han brugte apparatet cirka 30 gange med et godt resultat.

- Det fungerede, men jeg har været mere fokuseret på noget andet, fortæller plastikkirurgen, der tilføjer, at det især har udført brystforstørrende operationer, ansigts- og næseløft, og at hans seneste skridt på forskønnelseskirurgiens vej er stamcellebehandlinger af ansigtet.

Vil ikke kædes sammen med Ege
Selv om han vurderer, at penisforlængeren kan gøre en forskel for mænd, der drømmer om et længere lem, er han utilfreds med, at SizeGenetics misbruger hans navn. Han er også ked af at blive sat i forbindelse med Jørn Ege. De to er tidligere blevet kædet sammen, fordi de begge har opereret den nu rufferidømte, Anni Fønsby, og henholdsvis i Ekstra Bladet og Se og Hør kritiserede hinandens arbejde.

Finn Worm Knudsen vil ikke uddybe sit syn på Jørn Ege, men tilføjer, at han fraråder mænd at investere i udstyret:

- Det er ikke noget, man selv kan gøre. Hvis man skal bruge den slags, kræver det en god instruktør. Men det er muligt, at de har lavet en instruktionsvideo til extender (forlængeren, red.).

Tilfreds peniskunde: Den er vokset 2,5 cm
Det har SizeGenetics sørget for. Og udover at sørge for et længere kønsorgan, tilbyder netvirksomheden også, at d'herrer kvit og frit kan forlænge deres bedste ven eller tjene penge på den. Det eneste de skal gøre er at stå frem og fortælle andre, at udstyret virkelig virkede. Det kan udløse op mod 38985 dollars (knap 220.000 kr., red.).

Om det er den bonus, der har fået en Tracy Fords til både at levere reklame og før- og efter billeder af sin penis til SizeGenetics' hjemmeside er ikke til at vide. Hans tissetrold er angiveligt vokset 1 centimeter om måneden og foreløbig 2,5 centimeter ved hjælp af forlængeren. Han sætter sin lid til, at den før 12 centimeter lange penis når op på 18 centimeter.

ekstrabladet.dk har forsøgt at få kontakt til folkene bag SizeGenetics pr. mail, men uden held. Hjemmesiden kan spores til både Storbritannien og USA.

Ved du noget, så tip os på sms/mms 1224 (koster alm. smstakst) eller på mail 1224@eb.dk

1 af 3 Her toner to danske plastikkirurger frem på SizeGenetics' hjemmeside, hvor bruges til at reklamere for penisforlængere. Hverken Jørn Ege, som de fleste nok har hørt om, eller Finn Worm Knudsen, har dog givet folkene bag hjemmesiden lov til at bruge deres navne. (Screendump SizeGenetics)
2 af 3 Tracy Ford er bare en af de mænd, som reklamerer for penisforlængerens lyksaligheder på SizeGenetics' hjemmeside. Ifølge hjemmesiden er han 21 år og har efter kun 2,5 måned fået en mere end 2,5 centimeter lang penis. Den er han i modsætning til før ikke længere flov over, ligesom han ifølge hjemmesiden har fået et langt bedre sexliv, da også hans kæreste kan mærke forskel.- Først var jeg skepisk omkring at bruge SizeGenetics, og troede det var for godt til at være sandt, lyder det blandt andet fra den 21-årige penisforlængede, som dog - måske ikke overraskende - nu kun har ros til overs for udstyret. (Screendump SizeGenetics)
3 af 3 Jørn Ege er mest kendt for de penisforlængelser, der i 1990'erne kostede en række mænd blandt andet smerter og impotens. Nu reklamerer han dog ifølge en udenlandsk hjemmeside for et penisforlængende apparat. (Foto: Mogens Flindt)
0 kommentarer
Vis kommentarer