PAS PÅ: Fond-fuskere har skiftet navn

Den garvede forretningsmand bag firmaet Fundraiser Danmark har langt fra givet op - i stedet forsøger han at skjule sit foretagende bag nyt navn

Efter Ekstra Bladet afslørede Fundraiser Danmark i omfattende fusk, har firmaet skiftet navn til Select Marketing (Foto: Jakob Jørgensen)
Efter Ekstra Bladet afslørede Fundraiser Danmark i omfattende fusk, har firmaet skiftet navn til Select Marketing (Foto: Jakob Jørgensen)

Ekstra Bladet kunne i sidste uge afsløre, at telesalgsvirksomheden Fundraiser Danmark bedriver omfattende fusk.

De samler penge ind til en ulovlig fond, hvor de påstår, at 15 % af pengene går til sygdomsramte børn og unge. Men Ekstra Bladet har ikke kunnet finde et eneste barn, der har fået et ønske opfyldt. Herudover har HK Hovedstaden politianmeldt firmaet for at snyde deres ansatte for den løn, som de ved ansættelsen bliver lovet.

Se også: Fundraiserfirma: Samler penge ind til ulovlig fond

Derfor er det nok de færreste, der i dag vil takke ja, når en sælger fra Fundraiser Danmark forsøger at sælge dyr chokolade og kaffe.

Men det har langt fra taget modet fra Casper Kristensen, der er manden bag Fundraiser Danmark. I stedet har firmaet blot skiftet navn.

Se også: Fond-fuskere: Fik spørgsmål om børn - smed røret på

På papiret er det den 22-årige Victoria Riber Hansen, der er direktør. Men som Ekstra Bladet i sidste uge afslørede, er den egentlige bagmand Casper Kristensen, der indtil for godt et år siden hed Jørgen Wessel.

Derfor dukkede Ekstra Bladet den sidste dag i januar op på Fundraiser Danmarks adresse på Amager i København for at snakke med den 40-årige forretningsmand om Fundraiser Danmark. Siden da har han handlet hurtigt.

Allerede den 2. februar skiftede Fundraiser Danmark nemlig navn til Select Marketing. Samme dag er domænet selectmarketing.dk blevet købt, men det er dog endnu ikke i brug.

Se også: Fup-fond meldt for bedrageri

Adressen er altså stadig Njalsgade 23, og direktøren hedder stadig Victoria Riber Hansen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra både hende og Casper Kristensen, men vedkommende, der tager Fundraiser Danmarks telefon, oplyser, at de begge er ude af huset, og ingen ved, hvornår de er tilbage igen.

- Men hvis du er firmaets receptionist, kan du måske fortælle mig, hvorfor I har skiftet navn til Select Marketing?

- Det har jeg ingen kommentarer til, lyder det kort fra den mandlige receptionist.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere